En del ældre vil gerne sænke deres alkohol-forbrug.

Efter Hvid Januar: 10 gode råd til at drikke mindre

Især vi ældre skal være opmærksomme på hvor meget og hvor ofte vi drikker: Vi har flere sygdomme, som bliver forværret af alkohol, og virkningen af medicin forstærkes eller formindskes af alkohol.

Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021

Nu hvor januar rinder ud, slutter også den alkoholfrie Hvid Januar for mange danskere.

Hvid Januar er en af Sundhedsstyrelsens store succeser, som rigtig mange danskere – og ikke mindst seniorer –  hvert år bruger som en anledning til at skrue ned for de usunde vaner og op for sundheden i januar ovenpå julen og nytåret.

Sådan en lang pause fra alkohol er altid en god anledning til at bryde vanen og tage sit alkoholforbrug op til overvejelse.

Hjælp til at bryde vanen

Men hvad skal man gøre, hvis man gerne vil begynde at drikke igen, men måske med et lidt mere moderat forbrug. Et livslangt alkoholforbud er måske ikke det man har brug for, men heller hjælp til at få bedre og mere moderate alkoholvaner.

Det kan være utroligt svært at være alene om at bryde den onde cirkel og selv lære at styre trangen til alkohol. Mange kæmper i årevis forgæves med at få et fornuftigt forhold til alkohol.

Men det har Alkohol & Samfund  heldigvis 10 gode bud på, som du kan læse længere nede.

Generelt er der store sundhedsmæssige og sociale gevinster ved at stoppe med at drikke, men mindre kan også gøre det.

Et moderat alkoholforbrug, der er indenfor Sundhedsstyrelsen anbefalinger – maksimalt 14 genstande til mænd og syv genstande til kvinder om ugen og ikke flere end fem genstande ad gangen – kan også gøre underværker for dit helbred.

  • Du sover bedre
  • Dit immunforsvar bliver bedre
  • Du får mindre stress
  • Snigende knogleskørhed/psoriasis bliver normaliseret
  • Den øgede risiko for hjerneblødning og for højt blodtryk normaliseres
  • Hukommelsen og koncentrationen forbedres
  • Hjertefunktionen forbedres
  • Halsbrande, irritation af mavesækkens slimhinde samt diarre forsvinder hurtig.

Alkohol forværre sygdomme

Der er derfor mange fysiologiske grunde til at især vi ældre skal være opmærksomme på, hvor meget og ofte vi drikker.

Dels har vi flere sygdomme, som bliver forværret af alkohol, og dels bliver virkningen af den medicin, vi indtager, forstærket eller formindsket af alkohol.

10 måder at sænke dit alkohol-forbrug

  1. Drik af små glas fremfor store
  2. Tag mindre slurke
  3. Sæt dit glas fra dig, når du ikke drikker
  4. Sæt glasset eller flasken væk, så det bliver mere besværligt at fylde glasset op igen
  5. Spis sideløbende med, at du drikker
  6. Veksl i mellem alkohol og læskedrikke
  7. Drik vand eller en læskedrik og spis godt, inden du begynder at drikke alkohol
  8. Lav alkoholfrie drinks
  9. Hold glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt
  10. Sid ned når du drikker. Folk drikker mere, når de står op. Specielt på cafeer og barer.

Sådan forbereder du dig

Alkohol & Samfund har også en række gode råd til hvordan du forbereder dig på at mindske indtaget af alkohol.

Overvej, hvad alkohol gør for dig

Tænk over hvornår er det nemt og svært at droppe alkoholen · Skriv en liste over dine grunde til at drikke mindre · Beslut dig for hvordan dine alkoholvaner skal være fremover

Forbered dig

Fortæl dine nærmeste om dine planer. Det hjælper med at holde fast i din beslutning ·  Planlæg hvornår du drikker, og hvornår du ikke drikker · Hav kun alkohol i hjemmet, når du har planlagt at drikke · Begynd at drikke alkohol med færre procenter · Bestem en dato, hvor du begynder at lægge dine alkoholvaner om.

Start nye vaner

Drik ikke alkohol hver dag · Drik noget andet · Bestil mindre drikkevarer, når du er ude (en lille fadøl i stedet for en stor) · Gå en tur/snak med en ven i stedet for at drikke · Drop alkoholen et stykke tid og se hvor mange dage du kan undvære alkohol · Sig “Nej tak”

Har du svært ved at sige nej

Sig nej tak og snak om noget andet · Alliér dig med en ven, som heller ikke drikker · Sig det ligeud, at du drikker for meget/at du vil leve sundere/at du deltager i Hvid Januar/at du skal på arbejde/dyrke sport/køre bil næste dag.

Kilder: Alkohol& Samfund, Center for Rusmiddelbehandling i København, Netdoktor.dk samt Sundhedsstyrelsen.

Først publiceret: tirsdag 26. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 11:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.