Stillede spørgsmål om vaskemiddel: Stjal pung fra 77-årig og spurtede ud af Netto
Handler du ind i supermarkedet, skal du ikke vide dig sikker mod tyveri. Det må en 77-årig kvinde erkende.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Som regel er den eneste gang, pengepungen skal op i supermarkedet, når du skal betale for dine varer ved kassen.
Men nu kan du også risikere at miste dine penge, når du er inde i butikken.
For kriminelle er rykket ind mellem hylderne med varer. Og de går efter din pengepung.
Det må en 77-årig kvinde fra Borup på Sjælland bitter erfare.
Under et indkøb midt på dagen i den lokale Netto stod kvinden ved hylderne med vaskemidler til farvet tøj.
Pludselig dukkede en fremmed kvinde op og spurgte, om et vaskemiddel var til hvidt tøj.
Den 77-årige vejledte kvinden om, at det vaskemiddel stod bagved.
Pludselig greb den fremmede kvinde ned i den 77-åriges taske, tog hendes pung og løb ud af supermarkedet.
Kvinden løb efter, men det lykkedes ikke at løbe tyven op eller få fat i pengepungen.
Efterforskes som tricktyveri
Politiet forsøger nu at få identificeret den mistænkte som beskrives som udenlandsk af udseende, spinkel 150-169 centimeter høj og mellem 20 og 25 år. Hun talte dansk med accent.
Kvinden bar mundbind under tyveriet.
Politiet efterforsker sagen som tricktyveri, da kvinden forsøgte at aflede offerets opmærksomhed ved at stille spørgsmål.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Har du været udsat for tyveri i en butik?
Har du også været udsat for at blive bestjålet i en butik eller et supermarked, mens du handlede ind? Fortæl om det og advar andre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 15. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:41