Køb på nettet: Sådan undgår du at blive hæler
Anders Lund Madsen giver to gode råd til at undgå at at købe hælervarer på Den Blå Avis og Gul&Gratis.
Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021
I gamle dage var hælervarer noget du fik tilbudt på arbejdspladsen eller på et brunt værtshus. Sådan er det ikke i dag.
I dag sælger indbrudstyve især deres stjålne varer på internettet, hvor de kan være anonyme. Når man som køber øjner en god handel eller er kørt langt for at købe den sjældne og meget ønskede vare, så kan det være svært at holde hovedet koldt.
To nemme råd
Hæleriet i Danmark er blevet meget stort, og i 2019 købte hele 250.000 danskere i alt 600.000 hælervarer til en værdi af to milliarder kroner! Det er grunden til, at Den Blå Avis, Gul&Gratis og Bo Trygt! nu er gået sammen om gøre livet lidt sværere for indbrudstyvene.
Bo Trygt! har to helt enkle råd til, hvordan du undgår at købe hælervarer:
- Kig efter NemID hos sælgeren; så ved du hvem du handler med
- Betal med MobilPay; så har du oplysninger på sælger
Alarmklokkerne bør ringe
Hos både DBA og Gul&Gratis kan du i dag nemt se, om sælgerne er NemID valideret.
“Vi gør det stadigt vanskeligere for tyven at afsætte sine stjålne varer på vores platform, og vi samarbejder allerede med politiet. Men vi må også erkende, at tyven udvikler sine færdigheder og frækheder. Derfor er det positivt og vigtigt, at vi nu i fællesskab gør en større indsats. Vi skal blive endnu bedre til at hjælpe vores brugere med at gennemskue, hvem de handler med,” siger Lene Kristensen, der er kundechef hos DBA.
“Alarmklokken bør ringe, hvis sælger ikke vil give sig til kende. Risikoen er, at man ufrivilligt kommer til at købe stjålne varer, og dermed risikerer man at bestille et indbrud. Hvis tyvene ikke kan afsætte de stjålne varer, vil der være færre indbrud”, siger Britt Wendelboe fra Bo Trygt!
Anders Lund Madsen er hovedfigur i kampagnen, og han viser i de to videoer nedenfor, hvor nemt det er komme til at købe hælervarer – og hvor nemt det er at undgå at gøre det!
Læs og se mere om hæleri-kampagnen hos Bo Trygt! HER
Først publiceret: torsdag 25. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:36