Alarmfirmaet Verisure har også tidligere fået kæmpebøder for ulovlige salgsmetoder.

Alarmfirma meldt til politiet for at skræmme kunder

Det er forbrugerombudsmanden, der har meldt det kendte alarmfirma til politiet for at skræmme, vildlede og bruge ulovlige opkald og lokke med falske præmier i deres kamp for at få flere kunder.

Senest opdateret: torsdag 6. maj 2021

“Der har være mange indbrud i netop dit område”.

Hvem ville ikke blive forskrækket og nervøs, hvis man får sådan en besked fra et alarmfirma, som endda er kendt fra TV på grund af deres mange reklamer?

Men hvad hvis det slet ikke er rigtigt, og manden i telefonen har digtet det for at skræmme dig, så du køber en af hans alarmer.

“En virksomhed må naturligvis ikke give urigtige oplysninger som middel til at skræmme forbrugerne til at købe et produkt, som for eksempel en alarm”, siger Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, der nu igen har politianmeldt alarmfirmaet Verisure for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Ulovlige opkald gennem to år

Baggrunden for politianmeldelsen er, at Verisure i forsøg på at sælge deres alarmer har oplyst eller givet indtryk af, at der havde været mange indbrud i forbrugernes område, selvom det ikke var korrekt.

Forbrugerombudsmanden har derfor igen politianmeldt Verisure for ulovlige opkald til 57 forbrugere samt to enkeltmandsvirksomheder, der står på Robinsonlisten.

Robinsonlisten er en liste, som  alle kan stå på, hvis man ikke er interesseret i direkte reklamer og henvendelser fra sælgere. Læs om Robinsonlisten HER.

De ulovlige opkald, som Forbrugerombudsmanden mener blev foretaget i perioden fra maj 2019 til marts 2021, er efter Verisure mening lovlige, fordi forbrugernes samtykke til telefonsalg blandt andet er hentet via konkurrencer på nettet; fordi forbrugeren havde deltaget i en alarmtest fra Verisure eller som led i et ”vennehvervningsprogram”, hvor en kunde kunne få en gratis abonnementsperiode ved at henvise en ny kunde til Verisure.

Kan ikke dokumentere samtykke

Men efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan Verisure ikke dokumentere, at virksomheden har indhentet et gyldigt samtykke til at kontakte de 57 forbrugere.

En del af forbrugerne har desuden oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de flere gange har frabedt sig opkald fra Verisure, uden at det er blevet respekteret.

Verisure har tidligere accepteret en bøde på 350.000 kroner for ulovligt telefonsalg, en bøde på 10.000 kr. for spam samt en bøde på 60.000 kroner for vildledning og uanmodede henvendelser.

Verisure bliver denne gang også politianmeldt for at have vildledt forbrugere i telefonsamtaler, annoncer på sociale medier samt på sin hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Verisure har vildledt forbrugerne ved:

  • under tre telefonopkald at oplyse eller give forbrugerne indtryk af, at der havde været mange indbrud i forbrugernes område eller, selvom det ikke var korrekt,
  • under fem telefonopkald at oplyse, at forbrugerne havde vundet en præmie, selvom forbrugerne ikke var blevet udtrukket som vindere af en konkurrence, og selvom forbrugerne skulle indgå en løbende abonnementsaftale med Verisure for at få ”præmien”,
  • i en annonce, som efterfølgende er fjernet, på Facebook og Instagram for alarmer fra Dansikring Direct fra starten af 2020 at have oplyst, at ”En indbrudsbølge ramte i slutningen af november en vej i Slagelse. Inden for et halvt døgn blev 7 huse udsat på for indbrud på Agersøvej” med link til en nyhedsartikel på sn.dk fra 2018, hvilket gav det urigtige indtryk, at det var i november 2019, der havde været indbrud på Agersøvej, selvom det var i november 2018, at indbruddene havde fundet sted,
  • på sin hjemmeside at have markedsført en alarmtest som ”gratis” indtil 24. august 2020, selvom det var en betingelse for at få svar på alarmtesten, at forbrugerne gav samtykke til at blive kontaktet af Verisure via telefonopkald og sms. Oplysningen om at forbrugerne gav samtykke til markedsføring, blev desuden præsenteret på en skjult, uklar eller uhensigtsmæssig måde både på hjemmesiden og i opslag på sociale medier, der ledte hen til alarmtesten.

Verisure bestrider at have vildledt forbrugere eller have foretaget ulovligt telefonsalg

Flere klager over telefonsalg

I 2020 modtog Forbrugerombudsmanden sammenlagt 1.030 klager over telefonsalg fra forskellige virksomheder, hvilket er det hidtil højeste antal klager.

”Desværre fik vi flere klager over telefonsalg sidste år end nogensinde. Da vi har politianmeldt en række virksomheder for ulovligt telefonsalg de senere år, havde vi håbet at se et fald i antallet af klager. Men der er desværre fortsat virksomheder, som ikke respekterer forbuddet”, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

”Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Verisure i flere tilfælde har vildledt forbrugerne ved at give urigtige oplysninger om, at der for eksempel har været mange indbrud i området, hvor forbrugerne bor. En virksomhed må naturligvis ikke give urigtige oplysninger som middel til at skræmme forbrugerne til at købe et produkt, som for eksempel en alarm.”

”Endvidere er et samtykke til at modtage markedsføring er penge værd. Efter min opfattelse kan en virksomhed derfor ikke sige, at noget er gratis, hvis forbrugerne skal give samtykke til markedsføring”, slutter Forbrugerombudsmanden.

Først publiceret: torsdag 29. april 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 6. maj 2021 kl. 13:06