5 gode råd om hævekort til ferien
Tag helst to hævekort - og to forskellige typer - med på ferien.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Hvert år oplever mange danskere at få deres kort afvist på ferien – det sker eksempelvis ofte i forbindelse med udlevering af lejebil, hvor det ikke altid er “godt nok” kun at have et Visa/dankort med.
Her er fem gode råd til ikke at komme i hævekort-klemme på ferien.
1. Medbring mindst 2 kort
Det er altid en god idé at medbringe et kort nummer 2 på ferien. Så har du et ekstra kort, hvis det ene kort bliver væk, går i stykker, rammer forbrugsgrænsen eller af anden grund ikke kan bruges der, hvor du befinder dig.
2. Husk forskellige typer af kort
Det er også en god idé at sikre, at du tager to forskellige typer kort med på din ferie. Forskellige kort har nemlig hver deres fordele og begrænsninger, som du kan se her. Dog anbefales du at tage både et Visa/dankort og et Mastercard med på ferie:
- Visa/dankort
Et Visa/dankort er rent teknisk at betegne som et debetkort, fordi pengene bliver trukket med det samme. Visa/dankort har en forbrugsgrænse på 25.000 kr. pr. løbende 30 dage, og hvis du netop hjemmefra har betalt hotel og billeje med Visa-delen af dit Visa/dankort, bør du være opmærksom på, at du godt kan risikere at ramme grænsen på 25.000 kr. midt i din ferie. - Mastercard Cash
Med en anden type debetkort som f.eks. Mastercard Cash kan du kun bruge de penge, der står på kontoen – der er ingen kredit. Pengene bliver trukket straks eller få dage efter, du har brugt kortet. En anden fordel ved et Mastercard Cash er en høj forbrugsgrænse på 10.000 kr. om dagen ved hævninger i automat og 30.000 kr. om dagen ved køb i forretninger mv. Så hvis din konto er godt fyldt op, kommer du ikke i pengenød. Debetkort har desuden typisk lavere gebyrer (1 pct.) i udenlandske automater end kreditkort (2 pct.). - Mastercard
Med et kreditkort som f.eks. Mastercard bliver pengene ikke trukket med det samme. Du får en rentefri kredit på mindst 10.000 kr. og ”gratis kredittid”, da du først betaler pengene tilbage til Mastercard-kontoen 15-45 dage efter, du har brugt kortet. Visse steder i udlandet er det påkrævet at benytte kreditkort i stedet for debetkort, hvis du fx vil reservere hotel eller leje bil. Et alm. Mastercard har en forbrugsgrænse på op til 30.000 kr. pr. løbende 30 dage. Men der er forskellige limits afhængig af korttype.
3. Skal du leje bil? Husk kreditkort, ikke Visa/dankort
Mange udenlandske biludlejningsfirmaer kræver, at du har et kreditkort (f.eks. Mastercard, men ikke Mastercard Cash eller Visa/dankort) med til skranken, når du skal have udleveret din lejebil. Det står i deres forretningsbetingelser. Har du ikke den påkrævede korttype med, kan du risikere, at de nægter at udlevere bilen til dig, og så har du tabt dine forudbetalte penge – nogle oplever også, at de kun kan få udleveret bilen mod, at de tegner en ekstra forsikring, hvis de kun har et debetkort med sig. Du kan dog godt forudbetale leje af bilen hjemmefra med et Visa/dankort.
4. Kontanter eller kort: Hvad er bedst?
Prisen for at hæve valuta i automater i Danmark og i udlandet er stort set éns. Du anbefales dog, at medbringer et mindre beløb af den udenlandske valuta hjemmefra, som du kan bruge i den første tid på feriestedet, og at du derefter hæver de kontanter, du har brug for på feriedestinationen. Allerbilligst er det at betale med kort i udlandet frem for at hæve kontanter, da der ofte ikke er noget gebyr på det.
5. Kortet kan også give dig mulighed for rejseforsikring
Mange Mastercards har tilknyttet – eller giver mulighed for tilkøb af – en rejseforsikring. Den gælder hele året rundt, og hvis den ikke allerede er inkluderet, så er den ofte billigere end en tilkøbsforsikring via din rejseudbyder. Forsikringen dækker også, selvom du ikke har betalt rejsen med kortet, og forsikringen kan træde i kraft, inden du modtager dit Mastercard. Rejseforsikring til kreditkortet Mastercard kan tilkøbes fra kun 395 kr. om året. Mastercard Cash med rejseforsikring starter på 795 kr.
Kilde: Arbejdernes Landsbank
Først publiceret: søndag 20. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:37