kvinder bank computer glad

I stedet for højere renter, betaler du nu højere og nye gebyrer.

Banker strammer gebyrskruen: Pas på her!

Bankerne har hævet deres gebyrer markant, fortæller Forbrugerrådet Tænk. Men du kan forhandle dine gebyrer, især hvis du er en god kunde.

Senest opdateret: fredag 25. juni 2021

Gebyr for personbetjening, gebyr for girokort, gebyr for at få betalingskort – og gebyr for sene indbetalinger.

Gebyrerne er knopskudt flere steder, og samlet set er bankernes gebyrer steget over de seneste ti år.

“De kan være svære at spotte og forstå, og derfor er det i vores optik blevet mere ugennemsigtigt at være bankkunde”, siger Morten Bruun Pedersen, der er økonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Steget uforholdsmæssigt

Faktisk er bankernes gebyrer steget langt mere end de generelle priser på forbrugsvarer og ydelser i perioden fra 2009 og frem til nu.

Det viser en gennemgang, som Forbrugerrådet Tænk har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Men det betyder ikke, at det for den gennemsnitlige dansker er blevet dyrere at være bankkunde, lyder svaret fra Finans Danmark. Cheføkonom Niels Arne Dam uddyber:

“Det er ingen hemmelighed, at gebyrerne er steget, og at bankerne i højere grad benytter sig af gebyrer nu end for 20 år siden. Men samlet set er det ikke blevet dyrere at være bankkunde”, siger han.

Tværtimod er der sket en vekselvirkning mellem, at renten er faldet i samme periode, hvor gebyrerne er steget.

Det betyder, at hvor kunderne tidligere primært betalte via rentemarginalen, så betaler de i dag i højere grad via gebyrer for de konkrete ydelser, de reelt bruger, forklarer Niels Arne Dam.

“Så der er i højere grad tale om en prisforskydning end en prisstigning”, siger han.

Især bil og bolig koster

Analysen fra Forbrugerrådet Tænk viser, at nogle af de største enkeltstående gebyrposter knytter sig til lån til eksempelvis bil, bolig eller sommerhus.

Tal fra Mybanker og Forbrugerrådet Tænk viser, at eksempelvis optagelse af et realkreditlån på tre millioner kan koste op mod 21.000 kroner i gebyrer.

Pindet ud dækker det eksempelvis over ekspeditionsgebyr, lånesagsgebyr, kurtage og kursskæring på salg af obligationer.

“Det er klart, at hvis man får en særlig ydelse, så koster det noget. Men når man ikke taler bankens sprog, kan det være svært at forstå, hvad gebyrerne dækker over, og hvad man får for sine penge”, mener Morten Bruun Pedersen.

Opfordringen fra begge økonomer lyder dog, at du skal smøge ærmerne op og sætte dig ind i sagerne fra en ende af.

Undersøg, hvad du betaler af gebyrer i din egen bank.

Sammenlign gebyrerne

“Mange af gebyroversigterne ligger på bankernes hjemmesider, og ellers får man som kunde en årlig oversigt. Og hvis du undrer dig over noget, så spørg banken”, siger Niels Arne Dam.

Herefter kan du enten sammenligne med andre bankers gebyrer eller overveje, hvad du får for pengene, tilføjer Morten Bruun Pedersen.

Enten kan du skære de produkter fra, som har et utilfredsstillende gebyr – eller også kan du forsøge at forhandle.

– Det er langtfra alle, der får noget ud af et bankskifte – især ikke dem med en lille økonomi. Men i det mindste kan man forsøge at forhandle sig til bedre vilkår i sin nuværende bank, siger Morten Bruun Pedersen.

Eksempler på gebyrer

* Låneoprettelse og konvertering: Der er et konverteringsgebyr forbundet med at omlægge et realkreditlån til en lavere rente. Derfor er låneomlægningen typisk nogle år om at tjene sig ind.

* Nogle banker tager gebyr for oprettelse af eksempelvis nye konti og kort. Andre banker skipper gebyret som gulerod, der skal trække nye kunder til.

* Personlig betjening kan koste et gebyr. Eksempler: indløse en check, hæve penge, veksle penge, tælle mønter - eller udvidet personbetjening i form af eksempelvis pensions- eller investeringsrådgivning.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Først publiceret: mandag 21. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 25. juni 2021 kl. 12:30