Ældre mand passer haven

Der er rigtig mange ting, du kan gøre for at fremtidssikre din egen have til alderdommen. Det handler bare om at gøre det i god tid.

Gør din have klar til alderdommen – sådan

Hvis du bliver boende i egen bolig, når du bliver ældre, vil haven ofte udfordre dig på kræfter og overskud. Gør derfor haven nem at passe i god tid.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Når de danske boligejere skal sætte ord på udfordringerne ved at blive boende i egen bolig i alderdommen, er “vedligehold af haven” noget af det første, der dukker op.

Videncentret Bolius’ Senioranalyse 2015 viser, at 42 procent ser vedligehold af haven som den største barriere for at blive boende i egen bolig. Og Videncentret Bolius’ Boligejeranalyse 2016 viser, at 61 procent af de, der kan forestille sig at bo i seniorbofællesskab, forklarer det med, at det vil betyde mindre at vedligeholde.

Seniorbofællesskab er et godt alternativ, hvis du gerne vil blive ved med at have grønne omgivelser, men ikke har kræfterne til at passe dem. Det forklarer Jesper Carl Corfitzen, haveekspert fra haveekspert.dk.

Gør din have klar til alderdommen som 60-årig

Men han understreger, at der er rigtig mange ting, du kan gøre for at fremtidssikre din egen have til alderdommen. Det handler bare om at gøre det i god tid.

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

“Det kan være svært at anerkende, at man er blevet ældre og syg og ikke magter det hele. Derfor er det vigtigt, man allerede, når man nærmer sig de 60, tænker over, hvad man kan gøre ved sin have, så man kan få glæde af den i mange år. I stedet for, at den ender med at blive et uoverskueligt projekt”, siger han.

Lav højbede og overvej plantevalg

Helt konkret kan det handle om, at du får lavet din køkkenhave om til højbede, hvor du nemmere kan overskue det hele, men stadig kan have lidt grøntsager eller urter.

Højbedene giver dig også en mere ældrevenlig arbejdsstilling, fordi planterne kommer op i højden.

Du bør også overveje din indretning, plantevalg og plejeniveauet for din have.

“Hvis man har været vant til at have en helt skarptskåret have, kan det være en god idé langsomt at vænne sig til, at haven får en lidt mere vild kant. Vi som haveejere er jo heller ikke helt så skarpe, som da vi var yngre. Haven må godt få alder, for ellers er det, man kan ende med at køre sig selv ned”.

“For eksempel kan man vælge træer og buske, der kan få lov til at vokse og brede sig i hele den bagerste del af haven, og så kan man koncentrere nogle blomsterbede oppe ved terrassen, hvor man kan sidde og nyde dem”, anbefaler Jesper Carl Corfitzen.

Undgå bar jord – brug bunddækkeplanter

Han foreslår også, at du undgår så meget bar jord som muligt. For bar jord betyder mere ukrudt. Bregner, bronzeblad, storkenæb og hosta er gode bunddækkeplanter, og derudover kan du mikse med nogle gode robuste stauder som høstanemoner, dagliljer, solbrud og pæoner, som bare bliver større og flottere med årene.

Få hjælp til haven af naboerne

Har du små pigsten eller brosten i haven, skal de måske skiftes ud med store fliser eller græs. Så bliver de nemmere at passe, og så du også har mulighed for at bevæge dig rundt, selv om du skulle få rollator eller stok.

Når det kommer til de meget store haveopgaver som græsslåning og hækklipning, er der også flere løsninger at vælge imellem. Du kan eksempelvis anvende servicefradraget til hjælp med denne type haveopgaver, så udgiften ikke er lige så voldsomt. Måske har du bekendte, der bor i lejlighed og savner havearbejdet, som kan hjælpe dig og få ’betaling’ med blomster, frugter og grøntsager, der kan høstes i haven. Ellers kan du tale med naboerne om det.

– Det kan være en god måde at komme i kontakt med naboerne på og få skabt nogle nye fællesskaber. Måske kan I aftale, at I hjælper hinanden med at klippe hæk og græs, så længe kræfterne er til det. I kan også være fælles om at betale et gartnerfirma for at komme ud og gøre det, eller I kan sammen investere i elektriske løsninger som en robotplæneklipper, foreslår Jesper Carl Corfitzen.

Få andre til at passe haven

Du kan også invitere folk, der ikke selv har adgang til have, til at bruge haven. Og så kan de til gengæld hjælpe med pasningen.

Overvej at flytte til noget mindre – med have

Har du en kæmpe have, eller ligefrem en park, bør du overveje at flytte. Men ikke nødvendigvis til en lejlighed eller en anden bolig helt uden have.

“Det er utrolig vigtigt, man bevarer sin mulighed for at komme udenfor og bruge sine sanser og dufte til det grønne, selv om man bliver ældre og svagere. Det kan betyde utrolig meget for livskvaliteten”.

“Det er en god idé at tage beslutningen, mens du har overskuddet til det, og få rykket fra for eksempel en større parcelhushave til en lille rækkehushave. Her kan man have et højbed og nogle blomster og bevare sin haveglæde, mens man slipper for et uoverskueligt antal kvadratmeter”.

“Kan man ikke selv få sig til at tage beslutningen, bør éns børn kærligt og hensynsfuldt presse på. Det kan være lidt et tabu, men alle vil gavne af at tage hul på snakken i tide”, siger Jesper Carl Corfitzen.

Først publiceret: lørdag 26. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.