Dårligt parforhold kan ramme dig på helbredet
Mænd i dårlige ægteskaber dør tidligere, viser et nyt studie. Men faktisk kan I styrke forholdet både ved at grine og græde sammen.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Dødsårsag: ulykkeligt ægteskab.
Helt så voldsomt kommer det nok ikke til at tage sig ud på dødsattester. Men der kan faktisk være en kobling mellem de to.
Et nyt israelsk studie viser nemlig, at mænd, der ikke er tilfredse i deres ægteskab, har en øget risiko for hjerteanfald og for tidlig død.
Antallet af døde af hjerteanfald var 69 procent højere blandt dem, der i undersøgelsen angav deres tilfredshed med ægteskabet som lav, end dem, der angav den som høj.
Kan forudsige levealder
“Vores undersøgelse viser, at kvaliteten af ægteskab og familieliv har sundhedsmæssige konsekvenser for den forventede levealder”.
“Niveauet af tilfredshed med ægteskabet har vist sig at være en forudsigende faktor for den forventede levealder, der kan sammenlignes med rygning og fysisk aktivitet, udtaler Shahar Lev-Ari, som er en af forskerne fra Tel Aviv University”, der står bag studiet, i en pressemeddelelse.
Hjælp til parforholdet
* Parterapi. Mange har en forventning om, at parterapi bliver en kamp om at få ret og pege fingre ad hinandens fejl. Men ofte er det her, man får øje på, hvordan man er to om at skabe problemet, og får hjælp til at løse sin egen del, fortæller lektor på Psykologisk Institut Tea Trillingsgaard.
* Det forskningsbaserede tilbud Par-tjek er udviklet af Center for Familieudvikling og Aarhus Universitet og består af et spørgeskema og to samtaler med en Par-tjek-vejleder.
* I kan også prøve et online Par-tjek, som er en lidt mindre udgave, der skal give inspiration til at tage en samtale om styrker og bekymringer på egen hånd.
* Folkekirkens Familiestøtte er et tilbud til forældre, der ønsker at skabe en forandring i familielivet og har brug for et skub eller sparring til at få det til at ske.
* Tilbuddet om Folkekirkens Familiestøtte findes indtil videre i kommunerne Aalborg, Aarhus, Herning, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø og Vesthimmerland.
Kilder: Lektor på Psykologisk Institut Tea Trillingsgaard, familieudvikling.dk, folkekirkensfamiliestotte.dk.
Undersøgelsen er baseret på omfattende sundhedsdata fra næsten 9000 mænd i en periode på over 30 år og er publiceret i Journal of Clinical Medicine.
Og sammenhængen mellem helbred og ægteskab er faktisk velkendt ifølge Tea Trillingsgaard, som er lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og leder af forskningsenheden for par- og familieforskning.
“Det er fundet på tværs af mange forskellige undersøgelser og på tværs af mange helbredsområder”, siger Tea Trillingsgaard og fortsætter:
“Man ved også, at der er en årsagssammenhæng, der går begge veje. Det vil sige, at antallet af belastninger fra eksempelvis sygdom belaster parforholdet. Men det gælder også, at hvis man styrker parforholdet, kan man styrke helbredet”.
Det er vigtigt at pointere, at der i det nye israelske studie er tale om, at de to ting – ulykkeligt ægteskab og for tidlig død – oftere optræder samtidig. Det kaldes en korrelation, når faktorerne følges ad.
Men det betyder ikke, at man kan konkludere, at det ene medfører det andet. For at konkludere det skal man kunne bevise kausalitet – altså en direkte årsagssammenhæng.
Tea Trillingsgaard er også leder af det forskningsbaserede projekt Par-tjek, som er udviklet i samarbejde mellem Center for Familieudvikling og Aarhus Universitet.
Her kan par få samtaler hos en Par-tjek-vejleder for at styrke og vedligeholde deres forhold i tide og over tid. Og forskningsprojektet har papirer på, at det faktisk gavner parforholdet.
Ønsker I at vedligeholde eller skubbe ægteskabet i en bedre retning, kan I også bruge noget af læringen derfra.
“Det første skridt er, at man ønsker og er opmærksom på, at trivsel i et parforhold er væsentligt”.
“Noget af det, Par-tjek-vejlederne hjælper med, er at snakke om styrker, men også om de steder, man igen og igen går galt af hinanden. Nogle par kan gøre det selv, men andre får det aldrig gjort, og så kan det være en idé at opsøge hjælp”, siger hun.
Førstehjælp til parforholdet
Faktisk kan alene det at gøre noget sammen være førstehjælp til parforholdet.
“Undersøgelser viser, at der er mange ting, man kan gøre. Eksempelvis ser det ud til at have en gavnlig effekt at se kærlighedsfilm om langvarige parforhold sammen. Det samme gælder, hvis man går på parkursus sammen”.
“Så det at foretage sig noget sammen, enten hvor man har det rigtig sjovt, eller hvor man faktisk får taget hånd om nogle problemer, kan vedligeholde parforholdstilfredsheden”, siger Tea Trillingsgaard.
Hvordan er dit parforhold?
Først publiceret: fredag 9. juli 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:19