5 vigtige overvejelser inden du går på pension
Det er en god idé at have gjort sig overvejelser om flere vigtige forhold, når overgangen fra arbejdsliv til pension nærmer sig. Se de 5 gode råd inden du går på pension.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Hvis tankerne og planlægningen omkring livet som pensionist så småt er begyndt at fylde, er det også en god ide kigge lidt nærmere på din økonomi.
For det kan have stor betydning, hvornår du vælger at stoppe med at arbejde, og i hvilken rækkefølge pensionsopsparingen bliver udbetalt.
Joan Alsing, der er forsikringsdirektør i et af landets største pensionsselskaber Industriens Pension, forklarer, at der kan være mange forskellige behov og ønsker, der spiller ind, når man planlægger at gå på pension.
Derfor kan de bedste løsninger variere, og det kan være fornuftigt at overveje flere vigtige forhold, når man nærmer sig pensionsalderen.
”Mange forhold kan have indflydelse på den bedst mulige overgang fra arbejdsliv til pension. Den enkeltes privatøkonomi kan blandt andet have stor betydning for flere valg, for eksempel hvordan udbetalingen skal tilrettelægges for at sikre det bedst mulige samspil med folkepensionen,” siger Joan Alsing.
“Derfor kan det ofte være fornuftigt at tale med vores rådgivere eller benytte nogle af vores onlineværktøjer til at lægge en plan for, hvornår og hvordan du skal have udbetalt din opsparing,” lyder det.
Hun fremhæver, at mange pensionsselskaber både tilbyder telefonisk rådgivning og forskellige onlineværktøjer, der medvirker til at sikre, at man kan få mest ud af pensionspengene. Og har du en partner, tager man for eksempel Industriens Pensions Pensionsplan udgangspunkt i jeres samlede økonomi.
Joan Alsing peger på en række forhold, som er væsentligt at have overvejet i god tid inden pensionsalderen:
1. Læg en pensionsplan
I Industriens Pension kan medlemmer over 55 år lægge en Pensionsplan. Det er et onlineværktøj, som giver et samlet overblik over, hvor mange penge du vil have til rådighed om måneden som pensionist, og hvordan du år for år skal få udbetalt pensionen, så du får mest muligt ud af din opsparing.
Undersøg, hvilke rådgivningsmuligheder du har i dit pensionsselskab.
2. Overvej din pensionsalder
Et par år senere eller tidligere på pension kan have stor betydning for dine månedlige udbetalinger og din samlede økonomi. På industrienspension.dk kan du logge ind og se, hvordan nogle flere eller færre år på arbejdsmarkedet påvirker din økonomi.
Spørg dit eget selskab, hvordan du tjekker det.
3. Tjek, hvem der arver dig
Vi vil helst ikke tænke på det, men med tiden bliver det endnu mere relevant, at du har styr på, hvem der står som begunstiget.
Hvis du er i tvivl, kan du kontakte dit pensionsselskab og få overblik over, hvor meget der er til dine efterladte, og hvem pengene bliver udbetalt til.
4. Hvor længe skal pengene række?
Du kan ofte vælge, om udbetalingen af din ratepension for eksempel skal strække sig over 10, 15 eller 20 år.
Tal eventuelt med en rådgiver, hvis du vil høre mere om konsekvenserne.
5. Er seniorordning noget for dig?
Med en seniorordning kan du gå ned i tid i den sidste del af dit arbejdsliv uden at gå ned i løn.
Hvis din virksomhed er dækket af en overenskomst, kan du finansiere seniorordningen med penge fra Fritvalgsordningen og/eller de penge, der skulle være indbetalt til din pension.
Du kan bruge seniorordningen, fra der er fem år til, at du kan få folkepension.
Industriens Pension
Industriens Pension er et af Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med over 400.000 medlemmer.
- Industriens Pension havde for 2020 et afkast på 9,7 milliarder kroner - svarende til 5,1 procent for den samlede portefølje.
- Det er især i børsnoterede aktier, der har trukket op i 2020.
- Set over de seneste 10 år (2011-2020) har Industriens Pension opnået et gennemsnitligt årligt afkast på 7,3 procent for den samlede portefølje på tværs af alle aldersgrupper.
- Afkastet hos Industriens Pension er blandt de absolut højeste i branchen.
- De samlede investeringsaktiver i Industriens Pension udgør nu 216 milliarder kroner.
Arbejdsmarkedspension
Arbejdsmarkedspension er en del af overenskomsten. Arbejdsmarkedspensioner mindsker forskellen mellem din indtægt som erhvervsaktiv og som pensionist. For mange danskere vil arbejdsmarkedspensionen udgøre en væsentlig del af indtægterne som pensionist.
Først publiceret: mandag 12. juli 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:18