Pas på: 5 råd mod SMS-fup
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Mange oplever for øjeblikket et massivt SMS-snyd på deres mobil. Ved hjælp af smarte beskeder forsøger svindlere at få dig til at betale f.eks. faste beløb hver uge.
Det gjorde blandt andet en af Faglige Seniorers læsere, Jørgen, der derfor var ekstra opmærksom, da han fik den besked, som du kan se i billedet ovenfor.
Dels hedder han ikke Holm til efternavn, og dels har han læst flere af Faglige Seniorers artikler om hvordan svindlere forsøger at narre seniorer på nettet.
Sådan gjorde han
De nye fup-sms’er forsøger at få dig til at klikke på links i en sms.
I Jørgens tilfælde prøvede afsenderen at narre ham ved at skrive, at han skal betale 350 kroner om uge. Det er der naturligvis ingen der vil, så derfor skrev svindlerne meget snedigt, at han skulle klikke på linket, hvis han ikke havde oprettet abonnementet.
Men Jørgen kunne straks se, at det var fup fordi:
- Han har ikke et abonnement hos BxGames
- Han læser Faglige Seniorers nyhedsbrev og derfor havde læst, at det er netop er sådan svindlerne forsøger at snyde
- Og endelig hedder han ikke Holm til efternavn
Det som kendetegner mange fup-sms’er og IT-kriminelle er, at de opfordrer dig til at klikke på et link, oplyse dine kortoplysninger eller tage et billede af dit nøglekort og sende det til afsenderen, for dermed at skaffe sig adgang til dine fortrolige informationer og begå økonomisk kriminalitet.
Sådan beskytter du dig
Der er fem gode råd til hvordan du sikre dig ikke at blive snydt på SMS:
- Klik ikke på links i SMS’er fra nogen, som du ikke kender
- Oplys ikke bankkonto eller kortoplysninger – i dette tilfælde vil svindlerne lade som om, at de skal bruge dem, så de kan betale penge tilbage
- Du må aldrig fotografere eller uploade dit NemID nøglekort
- Slet SMS’en, så du ikke risikerer at klikke på linket ved en fejl
- Søg på Google. Måske er der allerede advarsler om denne form for svindel
Først publiceret: fredag 6. august 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:20