Utroligt: Sådan snyder kriminelle ældre kvinder
Fremmede overtaler ældre kvinder til at udlevere koder og kreditkort. Tre nye sager den seneste tid - samme fremgangsmåde.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Ældre kvinder er tilsyneladende nemme at ofre, når skrupelløse kriminelle er på jagt efter penge.
Den seneste tid har der været mindst tre tilfælde, hvor kvinder over 80 år er blevet franarret kreditkort og koder.
Den ældste kvinde er 92 år.
Hun blev en eftermiddag klokken 13.30 ringet op på sin fastnettelefon af en mand, der sagde, at noget havde forsøgt at hæve penge på hendes konto.
Svindel på telefonen
Telefonnumrene bag fupopkald kan være svære at genkende som svindelnumre. De kan nemlig både være hemmelige numre, have dansk område-kode og ligne de numre, som danske virksomheder har.
Tager du telefonen, kan du spotte en svindler på:
- Opkaldet handler om at få personlige oplysninger ud af dig
- Personen påstår, at han vil hjælpe dig med din computer eller at du har problemer for eksempel med dit betalingskort.
- Svindleren vil ofte forsøge at skræmme dig til at udlevere dine oplysninger.
Udlever ALDRIG personlige oplysninger til personer, du ikke kender eller har en aftale med.
Kort efter ringede det på hendes dør i Viby ved Aarhus, og uden for stod en mand, der bad om kvindens kort og pinkode, som hun afleverede til ham.
Efterfølgende blev der hævet et større kontantbeløb på kvindens konto.
Din bakkonti er hacket
Samme fremgangsmåde brugte to kriminelle en lørdag eftermiddag mod en 82-årig kvinde i Slangerup.
De ringede på døren til hendes bolig, efter hun telefonisk var blevet kontaktet og havde fået at vide, at hendes bankkonti var blevet hacket, og der ville komme nogen ud for at hjælpe hende.
Det lykkedes de to mænd, som opsøgte kvinden, at overtale hende til at udlevere sine kreditkort, hvorefter de forsvandt.
Brug ikke telefonen før kl. 10
Samme mønster udspillede sig en tirsdag eftermiddag, hvor en 84 år kvinde i Viby blev ringet op på sin fastnettelefon af en mand, der oplyste, at han var fra Danske Bank.
Manden forklarede kvinden, at nogen havde misbrugt hendes bankkort, og at en person derfor ville komme forbi hendes bopæl og hente kortet.
Under samtalen blev den ældre kvinde franarret koden til kortet, og efter cirka 10 minutter bankede en mand på døren, og kvinden afleverede sit kort til ham.
Hun blev dog efterfølgende betænkelig ved hele episoden og tog kontakt til sin søn, der hjalp hende med at kontakte banken og få kortet spærret. Der var umiddelbart ikke hævet nogen penge på hendes konto.
Klokken cirka 16.30 blev hun dog ringet op igen, hvor personen i røret forklarede hende, at hun ikke måtte bruge telefonen igen før næste dag kl. 10.
Alle de tre sager er meldt til politiet.
Har du været udsat for telefon-svindel?
Advar andre mod tricket
Du kan hjælpe med at advare mod de kriminelle ved at tale med dine pårørende og dele artiklen på Facebook.
Først publiceret: onsdag 26. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:29