Falsk politimand ville snyde Lis

Lis fra Juelsminde blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Se hvordan Lis opdagede, at det var en svindler.

Senest opdateret: mandag 27. september 2021

En dag ringede telefonen hos Lis Andersen. Det var en mand, som sagde, at han var fra politiet.

”Først blev jeg ret rystet, sådan at blive ringet af politiet,” fortæller Lis. ”Jeg frygtede, at mine børn var kørt galt, eller at der var sket noget andet med dem.”

Men så sagde manden, at de havde fundet nogle tyvekoster, og at Lis kunne være med til at opklare en forbrydelse.

Ville ikke oplyse personnummer

Lis Andersen blev ringet op af en svindler.

”Han spurgte venligt, om jeg havde tid til at hjælpe med opklaring, og det havde jeg da, men da han spurgte til mit personnummer, så sagde jeg nej,” siger Lis med fast stemme. ”Nej vel måtte han da ej få mit personnummer. Det vil jeg aldrig oplyse til en i telefonen. Det fik straks alarmklokkerne til at ringe.”

Lis bad så manden om at oplyse sit politi-id.

”Men det nummer han oplyste lød, som om han hev det ud af den blå luft. Det troede jeg ikke på. Det lød slet ikke troværdigt,” fortæller Lis. ”Så jeg sagde til ham, at jeg ville overlade det her til min søn. Men så blev han utrolig fræk, fordi nu spurgte han, hvilken bank jeg bruger. Det fortalte jeg ham selvfølgelig ikke.”

Ringede til politiet

Efter samtalen var Lis ret rystet. Hun kunne se svindlerens telefonnummer på sin telefon, og det var ikke politiets nummer.

Derfor valgte Lis at ringe til politiet.

”Jeg ringede til politiet og anmeldte sagen. De skulle selvfølgelig også have mit personnummer, men der havde jeg jo selv ringet op, så det turde jeg godt,” forklarer Lis. ”Politiet fik hans telefonnummer, og selvom det nok er til et taletidskort, håber jeg, at det har gjort, at han ikke svindlede mere fra det nummer.”

Lis har aldrig haft indbrud, så da hun var kommet sig lidt over oplevelsen, tænkte hun på, at hun heller ikke kunne havde haft noget at gøre med opklaring af tyveri.

Først publiceret: mandag 27. september 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. september 2021 kl. 14:12