Finte gør det muligt at låne til ejendomsskat i både hus og sommerhus.

Finte:  Seniorpar kan få lån til ejendomsskat i to huse

Har I både et hus og et lille sommerhus, så er der i nogle tilfælde mulighed for at låne hos kommunen til begge ejendomme, og det kan gavne i en pensionist-økonomi

Senest opdateret: torsdag 30. september 2021

Seniorer kan have besvær med at optage almindelige lån i bank eller kreditforening. Men de har under visse betingelser ret til lån hos kommunen til at betale ejendomsskat. Og par har endda en upåagtet mulighed for at få lån til både helårshus og sommerhus.

Almindeligvis kan man kun få lån til én ejendom ad gangen hos kommunen. Men hvis manden for eksempel ejer deres helårshus 100 % og konen sommerhuset 100 %, så kan de få lån til begge ejendomme.

Det er en finte, som Finanshuset i Fredensborg fortæller om, når de rådgiver kunder om deres økonomi.

– I nogle tilfælde opfordrer vi kunder til at indefryse deres ejendomsskat. Hvis der er brug for ekstra penge i budgettet, er det en billig måde at låne på, siger formuerådgiver Lars Fahlgren fra Finanshuset i Fredensborg.

Nem tilbagebetaling

Mange par har begge deres navne stående på skøde og lån i et hus. Det kan også være noget, banken eller kreditforeningen forlanger, fordi det giver dem større sikkerhed. Det er ikke så tit, Lars Fahlgren støder på, at den ene i et par ejer helårshuset 100 % og den anden sommerhuset 100 %.

– Men der findes familier, som har indrettet sig på den måde. Og så er det godt at kende muligheden for at låne til to gange ejendomsskat, siger Lars Fahlgren.

Han tilføjer, at indefrysningen af ejendomsskat er en fleksibel løsning. Hvis man senere får penge i overskud, så kan lånet hos kommunen indfris helt eller delvist.

Drop spekulation

Formuespecialist Jørgen Leschly Thorsted fra firmaet AFPR siger, at hvis par er fælles om deres huse, så synes han, at de skal fortsætte med det. De skal ikke begynde at handle med sig selv, så den ene kommer til at eje 100 % det ene sted og den anden 100 % det andet sted.

– Det koster penge til tinglysning og andet, fortæller Jørgen Leschly Thorsted. Så stor er fordelen heller ikke ved at indefryse to gange ejendomsskat.

Men Jørgen Leschly Thorsted siger, at generelt kan lån til ejendomsskat være fint for nogle familier. Det giver et lille tilskud til økonomien, at man ikke skal betale de penge.

Negative renter

For år tilbage var der næsten forretning i at indefryse ejendomsskat. Så kunne man sætte de penge i banken og få en højere forretning hjem, end man betalte for at låne hos kommunen.

– Det ser anderledes ud, siden vi har fået negative renter. Hvis pensionister har penge stående i banken, kan det bedre betale sig at bruge dem til at betale ejendomsskat, råder Jørgen Leschly Thorsted.

Renten på lån til ejendomsskat er 0,47 % i år. Lånet forfalder til betaling ved salg af huset. Hvis det sker efter dødsfald, er det kun arvingerne, der mærker til det.

Sådan får du lån til ejendomsskat

 Du søger om lån til ejendomsskat hos din kommune ved at logge ind på www.borger.dk. Lånet er uden omkostninger. Du skal kun betale en lille rente.

Betingelserne er:

  • Du skal være i folkepensionsalderen eller få efterløn, social pension eller delpension
  • Du skal eje en ejendom, hvor man kan bo
  • Du skal benytte ejendommen til helårs- eller fritidsbeboelse
  • Du skal have en så høj offentlig vurdering, at den dækker lånet
  • Du skal stille kommunen sikkerhed for lånet i ejendommen. Det ordner kommunen for dig

Først publiceret: mandag 27. september 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 30. september 2021 kl. 09:37

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.