5 ting, du bør tjekke, når du køber brænde

Bliv ikke snydt, når du køber brænde. Læs hvilke 5 ting, du bør undersøge, før du køber brænde, og når du får det leveret.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

1. Brændeleverandørens omdømme

Undersøg brændeleverandørens omdømme, før du bestiller brænde.

Det kan du fx gøre på Trustpilot.dk eller ved hjælp af en simpel Google-søgning. Her gemmer sig ofte værdifulde informationer om virksomhedens serviceniveau, brændets kvalitet og meget mere.

2. Leveringsbetingelser og priser

Hold øje med leveringsomkostningerne, når du sammenligner prise på brænde. Er prisen på brændet inklusiv eller eksklusiv levering?

Tjek også leveringsbetingelserne. Undersøg fx, om dit brænde bliver leveret til kantstenen eller på din matrikel.

Hvis brændet bliver leveret foran kantstenen – og altså muligvis på offentlig vej – skal du være hjemme til at flytte ind på din matrikel med det samme. Alternativt skal du kontakte de ansvarlige vejmyndigheder for at høre, hvordan du sikrer dig, at den midlertidige opbevaring af brændet er lovlig.

3. Er brændet lufttørret eller ovntørret?

Køb ovntørret brænde, hvis du skal bruge brændet med det samme. Når leverandøren skriver, at brændet er ovntørret, betyder det, at det er klar til at smide direkte i brændeovnen eller pejsen, når du modtager det.

Hvis brændet er lufttørret, betyder det ofte, at det skal tørre nogle måneder – måske endda et helt år – endnu, før det er klar til at blive brugt.

Hvis brændet er for fugtigt, er det sværere at tænde, giver mindre varme og mere sod.

4. Brændets fugtindhold

Ovntørret brændes fugtindhold skal helst være på max 18 %. Tjek leverandørens definition af, hvor høj en fugtighed det ovntørrede brænde har, og mål fugtigheden i brændet med en fugtighedsmåler, når det bliver leveret. Stik fugtighedsmåleren ind omkring centrum af træet og mål.

Bed fragtmanden tage brændet med retur eller kræv et afslag i prisen, hvis fugtighedsindholdet er højere end aftalt.

5. Mængden af brænde

Som brændekøber har du krav på at få præcis den mængde brænde, du er blevet lovet. I sager i Forbrugerklagenævnet har brændekøbere betalt for mere brænde, end de reelt fik, fordi leverandører af brændetårne opgav mængden ud fra tårnets udvendige mål – ikke de indvendige mål. Både emballage og luften omkring brændet var derfor med i prisen.

Tjek betingelserne for brændemængden på leverandørens hjemmeside, eller kontakt din leverandør.

De fleste brændesælgere oplyser målene på den mængde brænde, du køber, og derfor kan du med lidt snilde selv efterprøve målene med et målebånd eller en tommestok, når brændet er modtaget. Vær opmærksom på, at brænde er et naturmateriale, og at det derfor kan svinde, efterhånden som det tørrer, hvis det fx leveres lufttørret.

Gem kvitteringen, så du kan bruge den, hvis der senere opstår en tvist mellem dig og din brændeleverandør.

 

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

Først publiceret: torsdag 21. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.