Banken opkrævede for meget i gebyrer og i negativ rente. Kunden klagede over banken - Alm. Brand Bank - der i dag er overtaget af Sydbank. Og vandt.

Grådig bank kiksede med information: Nu får kunde erstatning

Klage til Det finansielle ankenævn giver flere gange banko. Hold øje med gebyrer og andre omkostninger og spørg og protester, opfordrer uafhængig finansiel rådgiver.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

En bankkunde får nu udbetalt knap 13.000 kroner fra sit pengeinstitut. Det skyldes, at banken har opkrævet for meget i gebyrer og for meget i negativ rente.

Desuden fik kunden for sent besked om, at han kunne tegne nogle nye aktier i et medicinalfirma. Nu skal pengeinstituttet erstatte en kursgevinst, som han derved gik glip af.

Kunden fik i første omgang intet ud af at brokke sig til banken. Men så klagede han til Det finansielle ankenævn.

Det fik pengeinstituttet til at reagere. Inden ankenævnet behandlede sagen, tilbød banken at betale de negative renter tilbage. De gik også frivilligt med til at betale erstatning for den mistede kursgevinst.

Men de ville kun tilbagebetale en lille del af gebyret. Nu har ankenævnet dømt pengeinstituttet til at refundere det meste af gebyret.

”Kunder skal så meget passe på omkostninger i banken. De skal forholde sig til alle gebyrer og andre udgifter. De skal stille spørgsmålstegn ved, om omkostningerne er rimelige,” opfordrer Hanne Roj-Larsen, direktør for Frederiksberg Finansrådgivning, der er uvildig investeringsrådgiver.

Hun kender ikke den aktuelle sag, men hun har mange gange set, at pengeinstitutter opkræver omkostninger, som der kan være grund til at protestere imod.

Sådan skete det

Tvisten drejer sig om Alm. Brand Bank, der i dag er overtaget af Sydbank. Kunden havde blandt andet to pensionsordninger og betalte for investeringsrådgivning i banken.

På et tidspunkt ville han flytte til en anden bank. Derfor skulle der flyttes ti værdipapirer fra hans ratepension. Det forlangte banken et gebyr for på ti gange 300 kroner.

Men ankenævnet siger, at når flere værdipapirer flyttes på samme dag, så skal der være en begrænsning. Den kan i sagen passende være på tre gange 300 kroner. Dermed skal kunden have 2.100 kroner retur.

Derudover har banken selv accepteret at refundere næsten 2.300 kroner i negative renter. Endelig får kunden lidt over 8.500 kroner, fordi banken ikke fortalte ham om muligheden for at tegne nye aktier.

Klag – det betaler sig

Hanne Roj-Larsen siger, at sagen viser, det kan betale sig at klage til ankenævnet. Også når det gælder gebyrer.

”Ankenævnet er sikkerhed for, at der er en vis ordentlighed,” siger Hanne Roj-Larsen.

Hun råder tit kunder til at købe prisbillige udenlandske investeringsfonde af typen ETF. De har lave omkostninger. Men danske banker tjener ikke så meget på at håndtere dem, som hvis kunderne køber nogle af de danske investeringsbeviser, som bankerne tit selv er med til at udstede.

”Men så har de danske banker fundet på at tage et højt depotgebyr for ETF-fondene. De forlanger langt mere, end hvad de har af udgifter. Det viser sig også ved, at hvis man lægger ETF-beviserne ind i et depot i en af internetbankerne, så er det tit gratis,” fortæller Hanne Roj-Larsen.

Banken retter ind

Sydbank oplyser til Faglige Seniorer, at de retter sig efter afgørelsen og har betalt pengene til kunden. Banken peger på, at afgørelsen vedrører forhold, der fandtes i Alm. Brand Bank.

Sydbank har i sin prisliste begrænsning på gebyret, hvis flere værdipapirer flyttes på samme dag. Prisen er 175 kroner pr. stk., men maksimalt 500 kroner.

Se klagesagen HER

Først publiceret: mandag 6. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.