Der er kommet nye kørselsregler på de danske broer.

Kørsel i kraftig blæst? Vær opmærksom på helt nye regler

Både i det åbne landskab og på landets mange broer kan kraftig blæst give udfordringer i trafikken. Læs her, hvordan du kører sikkert, når det rigtigt suser.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

“Kørsel frarådes” eller “kørsel forbudt” er næppe den besked, du helst vil høre, når turen går på tværs af landet i forbindelse med flytning, arbejde eller familiebesøg i julen.

Men hvert år vælter vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen.

Og generelt er kraftig vinterblæst en lumsk faktor i trafikken.

“Samtidig oplever vi, at nogle bilister ignorerer vores advarsler. Derfor skærper vi nu tonen,” siger Kim Agersø Nielsen, der er teknisk chef ved Sund & Bælt – herunder Storebæltsbroen.

Slingrer i blæsten

Det er i sig selv farligt, hvis vinden skubber din bil, trailer eller campingvogn af vejen.

Reglerne for brokørsel strammes

* Ved 10 sekundmeter blæst skal vindfølsomme køretøjer være særligt opmærksomme. Det gælder især tværvind - altså sidevind - da denne kan give voldsomme ryk i køretøjet.

* Når vinden kommer over 15 sekundmeter, forbyder Storebæltsbroen kørsel med vindfølsomme køretøjer. Hidtil har det kun været frarådet.

* Hvis vindstyrken når 25 sekundmeter med vindstød af stormstyrke, indstilles al biltrafik på broen.

* Både store og små køretøjer kan være vindfølsomme. Det kan eksempelvis være en personbil med trailer, anhænger eller campingvogn. Det kan også være varevogne, kassevogne, autocampere og minibusser.

Kilde: Sund&Bælt - Storebæltsbroen.

Men det er også farligt for øvrige trafikanter, som risikerer at få en væltet trailer eller en løbsk campingvogn over i deres vejbane, siger Kim Agersø Nielsen.

Derfor kører Sund&Bælt og Storebæltsbroen sammen med transportbranchen lige nu en kampagne, der netop skal sætte fokus på sikker færdsel i kraftigt blæsevejr.

En problematik, politiet genkender fra den øvrige trafik, siger Thomas Ottesen, der er politikommissær og leder af Det Operative Færdselscenter ved Nordjyllands Politi.

“Det kan være alt fra slingrende lastbil-vogntog på landevejen til almindelige personbiler, hvor føreren overraskes af pludselige vindstød,” siger han.

Når du kører i læ

Her er en hyppig problematik, at man kører i læ noget af tiden.

Man kører måske i et område omkranset af skove, huse eller bygninger – indtil man pludselig ikke gør længere, siger Thomas Ottesen.

“Derfor bliver folk forskrækkede over pludselige vindstød, der pludselig kan ramme i det åbne land. Nogle forsøger at styre kontra, men det giver en slingrende kørsel, hvor man i værste fald kan køre galt,” siger han.

Tag i stedet lidt af farten, og hold godt fast i rattet.

Kør efter forholdene

Samme dynamik gælder, hvis man kører forbi en pylon eller en ankerblok på broen, hvor man først er i læ – men sekunder efter oplever, at blæsten river i bilen, tilføjer Kim Agersø Nielsen.

“Det kan være nok til at vælte en trailer eller en campingvogn,” siger han.

Til gengæld er rådene simple:

Kør efter forholdene, og ret ind efter myndighedernes anbefalinger.

Når broerne forbyder kørsel med lette køretøjer, så sker det af en grund, siger Kim Agersø Nielsen.

“Det er ikke for sjov, når vi kommer med den slags advarsler. Men vi oplever jævnligt bilister, som kører over alligevel. Nogle gør det, fordi de ikke mærker det store på land – og så tænker de, at det ikke er slemt,” siger han.

Generel uopmærksomhed

Generel uopmærksomhed spiller også en rolle, tilføjer Thomas Ottesen.

Så undlad at fumle med billetter, brobizz og julemusik under kørslen.

“Uopmærksomhed er medvirkende årsag til mange ulykker. Derfor skal man holde øjnene på vejen og gå koncentreret til opgaven – især i uforudsigeligt vejr,” siger Thomas Ottesen.

Få overblik over, hvornår uvejret topper via dmi.dk eller yr.no.

På storebaelt.dk kan du få overblik over forholdene på broen og eventuelle kørselsforbud.

Tjek også Vejdirektoratets generelle vejprognoser på trafikken.dk.

“Meget kan undgås ved at vente nogle timer på et cafeteria eller køre senere hjemmefra. Der er ikke meget ved at sidde ved broen og vente,” siger Kim Agersø Nielsen.

Først publiceret: mandag 6. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.