Stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup blev stemt ud af Folketinget to gange. I 1983 og 1984. Foto: Morten Bjørn Jensen/Ritzau Scanpix

Disse er smidt ud af Folketinget gennem tiden

Inger Støjberg risikerer at blive smidt ud af Folketinget. Sker det, kommer hun i selskab med fire andre MF'ere fra historien. Hvem? - se det her.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Tidligere udlændingeminister og nu løsgænger Inger Støjberg risikerer at blive smidt ud af Folketinget, fordi hun er idømt to måneders fængsel for ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Det er Folketinget, der kan tage stilling til, om det tidligere medlem af Venstre skal erklæres uværdig til at sidde på tinge.

Det er historisk set sket meget sjældent. Blandt andet fordi medlemmer af Folketinget, der risikerer at ende i situationen, ofte selv trækker sig.

Gør de ikke det, skal sagen behandles i Udvalget til Valgs Prøvelse. Og endelig skal det til afstemning i Folketinget.

Siden ændringen af Grundloven i 1953 har der været fire personer, som er blevet smidt ud.

Læs her, hvornår det er skete.

Thorstein Petersen, 1957

Den første, der blev erklæret uværdig, var den færøske folketingsmand Thorstein Petersen.

Han blev ved en højesteretsdom idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af blandt andet banklovgivningen.

Arnold Chr. Normann, 1972

Den radikale politiker Arnold Chr. Normann blev stemt ud af Folketinget i 1972.

I september 1971 var han i en trafikulykke hovedansvarlig for, at to blev dræbt og tre kvæstet.

I efteråret 1972 blev han i Østre Landsret frakendt retten til at køre bil i to år samt idømt 30 dages hæfte.

November samme år blev han stemt ud af Folketinget med stemmerne 88 for og 70 imod. Fem undlod at stemme.

Mogens Glistrup, 1983 og 1984

Den opsigtsvækkende advokat og stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup blev stemt ud af Folketinget i 1983 og 1984.

Gennem flere år havde Mogens Glistrup fortalt, hvordan han undgik at betale skat. I 1983 blev han dog – efter en langvarig retssag – i Højesteret idømt tre års fængsel for skattesvig.

Han blev stemt ud af Folketinget 1. juli 1983 med 128 stemmer for og 22 imod. 29 var fraværende.

Mogens Glistrup blev stemt ud, men havde ikke mistet retten til at stille op igen. Derfor stillede han fra fængslet op til valget i januar 1984, hvor han blev valgt ind.

Han kunne derfor – med sin immunitet som folketingsmedlem – forlade fængslet 16. januar.

Allerede 6. februar stemte 139 medlemmer af Folketinget dog for at erklære Glistrups valg ugyldigt. Han måtte derefter tilbage til fængslet.

Hugo Holm, 1990

Hugo Holm kom i Folketinget for Fremskridtspartiet i 1988 som suppleant for Pia Kjærsgaard, der havde været ude for en trafikulykke.

Efterfølgende erstattede han et andet medlem permanent. I 1989 blev han løsgænger efter interne konflikter.

Hugo Holm blev i 1990 idømt seks måneders fængsel for vold, forsøg på bedrageri, falsk anmeldelse og spritkørsel.

Det blev han efter en bizar episode i 1989, hvor han beskyldte et par, han havde givet et lift, for at have stjålet en større mængde kontanter fra ham.

Han tævede herefter det ene medlem af parret og anmeldte tyveriet til sit forsikringsselskab.

I december samme år blev han taget for at køre med en promille på 1,92.

Et enstemmigt Folketing stemte ham i november 1990 ud af Folketinget.

Kilder: Folketingstidende, Ritzau, danmarkshistorien.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Først publiceret: tirsdag 14. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 11:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.