Når vi strikker opleves små mikrosucceser, der frigiver belønningshormonet dopamin i hjernen.

Vind garn: Strikkepinden gør dig høj og holder hjernen ved lige

Næsten hver tredje dansker laver håndarbejde under corona. Vi mærker en mening med livet og får et kick, når vi arbejder med hænderne, forklarer ekspert. Vind 10 garnnøgler i valgfrie farver.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Kærligheden til håndarbejdet er blomstret op blandt danskerne under corona, og mange holder fast i de nye hobbyer.

Det fortæller ekspert i craftpsykologi Anne Kirketerp.

“Når vi laver håndarbejde, kan vi blive så optagede af det, vi laver, at vi kommer helt ned i en dyb vejrtrækning og glemmer tid og sted. Det er ekstremt sundt for os, fordi kroppen kommer ned i et gear, hvor den rent fysisk ikke kan producere stresshormoner,” forklarer Anne Kirketerp, der er uddannet psykolog med en Ph.d i craft-psykologi, hvor hun har studeret de sundhedspsykologiske effekter af håndarbejde og håndværk.

Samtidig kan vi i håndarbejdet opleve mikrosucceser, der frigiver belønningshormonet dopamin i hjernen.

“Hvis vi for eksempel endelig finder ud af at strikke den maske, der drillede, kan det give os en følelse af at være høje,” forklarer Anne Kirketerp.

Svært at slippe, når man først er blevet bidt

Mellem 20 og 25 procent af danskerne lavede en eller anden form for håndarbejde før corona.

Anne Kirketerp skønner, at tallet under nedlukningen har været oppe på 40 procent og nu er landet omkring 30 procent, som fortsat vil holde fast i håndværket.

Det billede genkender man hos garnbutikken Hobbii i Aalborg, hvor kilometervis af garn er blevet langet over disken.

“Der er rigtig mange, der holder fast i deres nye hobby, og vi oplever fortsat en kæmpe interesse for det at strikke, og det er vi selvfølgelig glade for. Når man først har fundet ud af, hvad det gør ved én at sidde helt rolig med strikketøjet og lade tankerne flyve, så er det svært at give slip på igen. Man bliver bare bidt af det,” siger Marianne Blendstrup, der selv er strikkeentusiast og butikschef i Hobbii i Aalborg.

Ifølge craftpsykologen er håndarbejdsglæden faktisk reelt afhængighedsskabende.

“Når man først har prøvet at komme i det her flow, hvor vi glemmer tid og sted, og få det kick, det giver, så længes man efter det. Der er mange, der ikke længere har så meget tid som under corona, men de vælger deres håndarbejde frem for fjernsynet nu, simpelthen fordi de bare vil have flowoplevelsen og kicket igen,” siger Anne Kirketerp.

Finnernes fitness for sindet

I Finland, hvor skoleeleverne gang på gang scorer toppladser i OECD-undersøgelser, er håndarbejde en fast del af skoleskemaet.

Over 60 procent af den finske befolkning laver en eller anden form for håndarbejde i deres fritid.

“At omsætte et billede fra hovedet til noget fysisk med hænderne er noget af det mest komplekse, hjernen kan udføre. Det er kompleks problemløsning, som de bruger håndarbejdet til på skoleskemaet i Finland, og det så jer gerne, at vi også gjorde mere af her i Danmark,” siger Anne Kirketerp.

Konkurrence: Vind 10 garnnøgler

I den mørke tid er der næsten ikke noget bedre end at sidde indenfor og sysle.

Derfor fejrer Faglige Seniorer i samarbejde med Hobbii strikkeglæden med en konkurrence, hvor vi udlodder 5 præmier af 10 garnnøgler i 8/4 bomuld fra Hobbii i valgfrie farver og til en værdi af 132 kroner pr. garnpakke.

Hobbii er en one-stop-shop for alle garnelskere i Danmark med alt, hvad du skal bruge til dit næste strikke.

Vinderne bliver kontaktet direkte af Hobbii.

Præmien afhentes i en af Hobbiis forretninger i enten Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense eller Roskilde eller sendes alternativt med pakkepost.

Brian og Susanne fra Faglige Seniorer trækker 5 vindere tirsdag 11. januar.

Vindere er Karen Margrethe Poulsen, Hillerød, Mads Mortensen, Holstebro, Karen Kirkegaard, Årslev, Lene Prentow, Hjørring, Inge Rosengreen, Allinge.

Vinderne bliver kontaktet direkte af Hobbii. 

Først publiceret: mandag 27. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.