Du får kun 30 dage til at skifte fra NemID til MitID
Du skal være hurtig, når du får besked fra banken om, at det er tid til at skifte til MitID. Fristen er kort. Se hvad du skal vide, inden du skifter til MitID.
Senest opdateret: mandag 13. juni 2022
Alle skal have skiftet NemID ud med MitID inden efteråret 2022.
Farvel til NemID
Samtidig med at vi tager MitID i brug, bliver NemID udfaset. Til oktober det helt slut med at bruge NemID.
Vil du fortsætte med at have adgang til din netbank, digital selvbetjening og digital post, er du derfor nødt til at skifte til MitID.
Hvad skal jeg gøre, når det er min tid til at skifte?
Det er pengeinstitutterne og Digitaliseringsstyrelsen, der står bag MitID, og du får besked fra din bank, når du logger ind i din netbank eller mobilbank, når det er din tur til at skifte.
Din bank er også ansvarlig for at hjælpe dig med at skifte til MitID.
Hvis du hverken har netbank eller mobilbank, får du besked via Digital Post.
Du skal være hurtig
Du får 30 dage til at skifte dit NemID ud med MitID. Når du det ikke inden tidsfristen, risikerer du at miste adgangen til din netbank.
Derfor er det bedst at skifte med det samme.
Du kan få hjælp til at skifte flere steder:
- Hos din bank.
- Hos borgerservice i din kommune.
- På en MitID hotline: 33 98 00 10.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan nå at skifte til MitId på 30 dage?
Hvis du ikke kan nå at aktivere dit MitID inden for de 30 dage, kan du anmode din bank om at forlænge fristen.
Behold dit NemID
Det er vigtigt, at du beholder NemId lidt endnu. Du må ikke smide dit nøglekort væk eller slette appen.
Årsagen er, at det ikke er alle hjemmesider, som er skiftet til MitID. Det sker gradvist frem til efteråret 2022.
Nogle steder skal du derfor stadig logge på med NemID.
Her kan du se svar på de mest almindelige spørgsmål om MitID.
Fakta om MitID
MitID kan bruges til alt det, vi tidligere har brugt NemID til, eksempelvis at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken. Der tilbydes flere måder at bruge MitID på, som er gratis at få og anvende.
- MitID app: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med appen kan man med et swipe overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening.
- MitID kodeviser: MitID kodeviser er et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge MitID app. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.
- MitID kodeoplæser: MitID kodeoplæser er et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. MitID kodeoplæser har en skærm, hvor koden vises - eller den kan læse koden højt. Der kan tilsluttes høretelefoner, så ingen andre kan høre med.
Det er herudover muligt at tilkøbe en MitID chip, som hovedsagelig er tiltænkt anvendelse i erhvervsøjemed.
MitID ejes af et partnerskab mellem Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen, som repræsenterer de danske pengeinstitutter og det offentlige Danmark, dvs. staten, regionerne og kommunerne. Samarbejdet sikrer, at danskerne fortsat har ét digitalt ID, som kan bruges både til offentlige og private digitale selvbetjeningsløsninger.
Først publiceret: mandag 17. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:26