Manden er efterlønner: Så nu bliver Bente ramt af modregning
Den tidligere pædagog får 800 kroner mindre om måneden med de nye modregningsregler. "Det hele strammer kraftigt til omkring os," siger hun om sin og mandens situation.
Senest opdateret: mandag 13. januar 2025
Den 1. januar 2025 træder nye modregningsregler i kraft.
Det indebærer blandt andet, at efterløn og andre sociale ydelser fra ægtefæller og samlevende fremover vil blive fratrukket i beregningen af folkepensionen.
Reglerne er blevet ændret, så kun arbejdsindtægter, der er omfattet af arbejdsmarkedsbidrag, undgår modregning.
Og derfor bliver ægtefællers og samlevers efterlønnen fratrukket i beregningen.
En af dem, som kommer til at mærke det er folkepensionisten Bente Engelund fra Rødovre på 69 år, der har arbejdet som pædagog
Hendes mand får efterløn – på den laveste sats – og det kommer til at få betydning for hendes folkepension.
“Jeg blev lidt forskrækket og forarget, da jeg så min pensionsoversigt for det nye år. Og her kunne jeg se, at udbetalingen var sat ned med 800 kroner.”
“Det er mange penge, som vi nu mister. Så det bliver svært for os, det er der ikke nogen tvivl om hos mig. Ændringen er beregningen er fuldstændig knald i låget,” siger Bente Engelund.
“Det strammer kraftigt til omkring os”
Den tidligere pædagog mener, at det er paradoksalt at få udbetalt mindre i folkepension, fordi der ikke er sket ændringer i parrets indtægt.
Bente Engelund har været folkepensionist gennem flere år, og hendes mand har været på efterløn i samme antal år.
“Jeg synes det hele strammer kraftigt til omkring os. Og jeg havde gået og håbet på, at det så bedre ud, for man har jo læst, at der ville komme flere penge til folkepensionisterne,” lyder det fra Bente Engelund.
Ingen helbredstillæg til Karlo under kræftbehandling
Bente fra Rødovre er ikke den eneste, som sidder undrende tilbage overfor de nye regler.
I den anden ende af landet sidder en anden folkepensionist, som også bliver ramt af de nye regler.
Karlo Kristensen bor i Sønderborg og er 78 år, imens er hans hustru Hanne 64 år og efterlønner.
Også Karlo har opdaget, at han snart bliver modregnet, hvilket føles som at få en hammer i hovedet, lyder det fra ham.
“Hvor tosset kan det blive? Min personlige tillægsprocent bliver nu på 0 procent, og det betyder ingen ældrecheck og intet helbredstillæg,” siger Karlo Kristensen og fortsætter:
“Og det er noget, der er træls, fordi jeg er under kræftbehandling. Jeg får nemlig lige nu immunterapi. Og jeg skal købe medicin. Og tillægget kunne her give mig noget tilskud. Men det får jeg jo nu ikke længere.”
Du kan læse mere om beregningsreglerne fra 1. januar 2025 i detaljer herunder.
Hvilke ydelser drejer det sig om?
De ydelser, som fremover bliver modregnet, er ydelser, hvor der ikke betales AM-bidrag:
- SU
- Efterløn
- Kontanthjælp
- Revalideringsydelse
- Ledighedsydelse
- Fleksydelse
- Dagpenge
- Sygedagpenge
- Ressourceforløbsydelse
- Flekslønstilskud
Disse indtægter bliver ikke modregnet:
- Folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension
- Løn
- Honorarer
- Mødediæter
- Fratrædelsesgodtgørelse, der bliver beskattet efter overgang til folkepension
- Indkomster fra egen virksomhed
Bemærk, at du også fortsat bliver modregnet, hvis du eller din partner har indtægt fra ATP, ratepension, livrente, arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, aktie- og kapitalindkomst eller lignende.
Indtægt fra aldersopsparing bliver ikke modregnet.
Først publiceret: tirsdag 3. december 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. januar 2025 kl. 11:01