Havnen i Nakskov på Lolland

Her i Nakskov på Lolland bor Steen og Susan, som nu må klare sig med en væsentlig lavere indtægt.

Steens pension falder med tusindvis af kroner næste år

Mens andre pensionister kan glæde sig over mere i pension næste år, vil den pensionerede kølemontør Steen Klysner få 600 kroner mindre udbetalt og helt gå glip af ældrecheck og helbredstillæg.

Senest opdateret: torsdag 12. december 2024

Årsagen er, at den 73-årige Steen Klysner er gift, og hans kone Susan er arbejdsløs og får dagpenge fra a-kassen. 

Nye modregningsregler fra 1. januar 2025 betyder, at ægtefællers og samlevers dagpenge, efterløn og andre sociale ydelser fremover vil blive modregnet i folkepensionen. 

Det er de nye regler, som rammer Steen, som kan se frem til en lavere pension hver måned og mister ældrecheck og helbredstillæg, fordi hans personlige tillægsprocent går fra 92 til 0. 

”Jeg får et par tusinde fra Industriens Pension oven i min folkepension. Sidste år fik jeg 92% af ældrechecken og 8.000 kroner i helbredstillæg som supplement til min folkepension. Men det er slut med de nye modregningsregler,” fortæller Steen Klysner. 

Alene i ældrecheck går Steen glip af 23.644 kroner i 2025 ved en personlig tillægsprocent på 92.

”Det lyder jo flot, at pensionen stiger, men jeg føler, at pengene blev stjålet fra mig. Jeg kan ikke forstå, at Staten har råd til at købe en lufthavn, men ikke til at give os, der ligger ned, en ordentlig pension. Nu fjerner de noget, man har kalkuleret med,” siger Steen. 

Så det i årsbrevet

Steen opdagede modregningen, da han i sidste uge fik årsbrevet fra Udbetaling Danmark for 2025. 

”Jeg læste mit årsbrev, og det første jeg så, var, at jeg ikke ville få ældrecheck næste år. Så blev jeg rystet over intet at have hørt,” siger Steen Klysner. ”Hvis man laver noget så vigtigt om, bør man give besked, så det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Det er jo mange penge, vi mister.” 

Da lovforslaget blev fremsat i sommeren 2024, oplyste Beskæftigelsesministeriet, at de anslog, at 6.000 personer ville blive berørt af de nye regler. Men der er stor usikkerhed om tallet – det kan være mange flere eller mange færre. 

”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal straffes, fordi deres edb-systemer ikke kan finde ud af det. Hvis det kun er 6.000 personer, hvor stort er deres problem så? Kunne de virkelig ikke finde de penge til os 6.000 personer?,” spørger Steen. 

Udkantsdanmark: Svært at finde job

Steen og hans kone Susan bor i Nakskov på Lolland, hvor arbejde ikke hænger på træerne. 

Steen Klysner arbejdede selv 2 år ekstra i sit job som kølemontor i storkøkkener, efter han nåede sin folkepensionsalder. Han stoppede med at arbejde for 3 år siden. 

Susan ville også gerne have fortsat med at arbejde efter folkepensionsalderen, men der er ikke noget job at få, så nu overvejer hun tidlig pension. 

”Jeg føler, at de straffer folk, som prøver at finde arbejde her i Udkantsdanmark, hvor der ikke er noget arbejde at få. Havde min kone haft arbejde, var jeg jo ikke blevet modregnet. Min kone er 8 år yngre end mig og burde stadig arbejde. Men nu overvejer hun Arne-pension, fordi det måske bedre kan svare sig, når vi tager modregningen af dagpengene i min folkepension med i regnestykket.” 

Derfor sker det

De nye regler om modregning af sociale ydelser, som træder i kraft fra 1. januar 2025, svarer til de regler, som gjaldt før 1. januar 2023.

Forklaringen på det er, at 1. januar 2023 ophørte modregning af ægtefælle- og samlevers arbejdsindtægt i folkepension, førtidspension og seniorpension.

Samtidig vedtog politikerne, at dette også skulle gælde for de ydelser, der træder i stedet for løn. I loven er det kaldt “indtægt ved personligt arbejde.”

Men der var ikke taget højde for, at det var svært at administrere digitalt. Udbetaling Danmark har ifølge forklaringen haft problemer med at skelne mellem hvilke indtægter, der skulle nedsætte folkepension og førtidspension – og hvilke, der ikke skulle.

Nu er loven ændret, så det kun er arbejdsindtægter, som der skal beregnes arbejdsmarkedsbidrag af, som ikke fører til modregning. Fleksløntilskud, dagpenge og sygedagpenge betaler man ikke arbejdsmarkedsbidrag af, og derfor vil de fremover blive modregnet i en partners pension.

Den nye ændring af reglerne vil ifølge Beskæftigelsesministeriet spare det offentlige for nettoudgifter på 40 millioner kroner årligt, da der skal udbetales mindre i pension.

”Jeg frygter, at mange pensionister bliver ramt,” siger Faglige Seniorers socialrådgiver Lea Munk Staugaard. ”De pensionister, jeg har været i kontakt med, er skuffede og forundrede, og det kommer helt bag på dem, at de skal have mindre i pension næste år.

Socialrådgiveren anbefaler alle pensionister at tjekke deres årsbrev for 2025 og tage fat i Udbetaling Danmark, hvis der er noget, de er i tvivl om. 

Hvilke ydelser drejer det sig om?

De ydelser, som fremover bliver modregnet, er ydelser, hvor der ikke betales AM-bidrag:

  • SU
  • Efterløn
  • Kontanthjælp
  • Revalideringsydelse
  • Ledighedsydelse
  • Fleksydelse
  • Dagpenge
  • Sygedagpenge
  • Ressourceforløbsydelse
  • Flekslønstilskud

Disse indtægter bliver ikke modregnet:

  • Folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension
  • Løn
  • Honorarer
  • Mødediæter
  • Fratrædelsesgodtgørelse, der bliver beskattet efter overgang til folkepension
  • Indkomster fra egen virksomhed

Bemærk, at du også fortsat bliver modregnet, hvis du eller din partner har indtægt fra ATP, ratepension, livrente, arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, aktie- og kapitalindkomst eller lignende.

Indtægt fra aldersopsparing bliver ikke modregnet.

Først publiceret: tirsdag 3. december 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 12. december 2024 kl. 17:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.