Mette Frederiksen, iført en blomstret bluse, holder en tallerken med mad, mens hun ser hen mod en kvinde i en grå sweater, der smiler til hende under et besøg på et ældreplejehjem.

Mette Frederiksen var tidligere i oktober i køkkenet sammen med Sophia Brown, hvor der blevet lavet spaghetti med kødsovs. Og netop kød - det skal de ældre have lov at spise, mener statsministeren. Screenshot fra YouTube.

Mette Frederiksen går i rette med rødt flertal i København: Ældre skal have lov til at spise kød

Mette Frederiksen kalder det mangel på respekt for de ældres selvbestemmelse, når beboere på Københavns plejehjem får nej til oksekød på fødselsdagen af hensyn til klimaet.

Senest opdateret: mandag 19. oktober 2026

Ældre på plejehjem skal ikke undvære det kød, de ønsker, af hensyn til klimaregnskabet.

Det slår statsminister Mette Frederiksen fast i et opslag på Facebook, hvor hun går imod linjen hos SF, Enhedslisten og Radikale Venstre i København.

De tre partier udgør flertallet i kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg og afviser at fritage plejehjemmene for klimakravene til maden.

Det sker, selv om en ny analyse viser, at ældre flere steder får nej til oksekød på deres fødselsdag, fordi der skal tages hensyn til CO₂-regnskabet.

“Det er mangel på respekt for den gamles ret til selv at træffe beslutninger. Det er mangel på empati og forståelse for det levede liv. Og det er helt uden proportioner. De mennesker på plejehjem, der har slidt og slæbt for vores land, skal selvfølgelig have lov til at spise kød. Så må vi andre fortsætte kampen mod klimaforandringerne på andre områder. Hvad vi i øvrigt gør,” skriver Mette Frederiksen på Facebook.

Tog selv kød op af fryseren

Statsministeren tager i opslaget udgangspunkt i familiens egen aftensmad.

“Hjemme hos os tog vi kød ud af fryseren i går. Det skulle vi spise til aften. Som vi danskere har gjort det i generationer.”

Hun fortæller, at hendes egne madvaner har ændret sig siden barndommen.

“I min levetid har tallerkenen ændret sig. Da jeg var barn, fik vi frikadeller, medister og hakkebøffer. Og så lidt tilbehør. I går masser af grøntsager og så lidt kød. Vaner ændrer sig, og prisen på kød har også indflydelse i mange danske hjem.”

Men hun trækker en grænse ved, at ældre på plejehjem ikke kan få den mad, de ønsker.

“Men at ældre mennesker på plejehjem ikke kan få det kød, som de ønsker, mener jeg ganske enkelt, er forkert – som der er forslag om i København.”

Klimakampen må tages andre steder

Mette Frederiksen mener, at andre må tage ansvar for klimaet, så plejehjemsbeboerne kan spise det kød, de har lyst til.

“De mennesker på plejehjem, der har slidt og slæbt for vores land, skal selvfølgelig have lov til at spise kød. Så må vi andre fortsætte kampen mod klimaforandringerne på andre områder. Hvad vi i øvrigt gør.”

Hun retter samtidig en direkte opfordring til politikerne i hovedstaden:

“Jeg har stor respekt for lokaldemokratiet, men her håber jeg, at de lokale politikere i København vil vise hensyn til de ældre.”

Flertal fastholder klimakrav

Ifølge Berlingske ønsker SF, Enhedslisten og Radikale fokus på de ældres ernæring, medbestemmelse og madglæde. Men partierne afviser, at disse hensyn altid skal veje tungere end kommunens mål om klima, økologi og mindre madspild.

Dermed vil flertallet fastholde klimakravene, selv om andre partier kræver plejehjemmene fritaget.

“Vi mener godt, at klima og kvalitet kan gå hånd i hånd. Det vigtigste er, at de ældre får måltider, de har lyst til at spise,” siger SF’s Rasmus Steenberger til Berlingske.

Han fremhæver, at der er kød på menuen de fleste dage, og at der ikke er forbud mod bestemte kødtyper. Han peger også på flere penge til blandt andet mellemmåltider og måltidsværter.

Køkkener advarer mod mindre kød

Analysen, der er udført for Københavns Kommune, viser, at oksekød i gennemsnit optræder på menuen to gange på fire uger. I flere af plejehjemmenes egne produktionskøkkener er det kun én gang.

Ældre får nej til fødselsdagsbøf

Det viser analysen af maden til ældre:

  • Flere steder afvises beboernes ønske om oksekød på fødselsdagen af hensyn til CO₂-regnskabet.
  • Oksekød optræder i gennemsnit to gange på fire ugers menuplaner.
  • Næsten halvdelen af beboerne på plejehjem med eget køkken oplever ringe eller ingen indflydelse på maden. Hvor den varme mad leveres udefra, gælder det seks ud af ti.
  • Køkkenpersonale advarer om, at yderligere nedskæringer i kødet kan gå ud over de ældres ernæring.
  • Omkring seks ud af ti plejehjemsbeboere er generelt tilfredse med maden.

Analysen er udarbejdet af BDO for Københavns Kommune og dateret juli 2026. Den bygger på spørgeskemasvar fra 200 plejehjemsbeboere og 607 hjemmeboende samt interview, menuplaner og indkøbsdata.

Se analysen her

Medarbejdere i tre store produktionskøkkener advarer mod at skære yderligere ned på kødet. De vurderer, at det kan gå ud over både de ældres ernæring og deres tilfredshed med maden.

De oplever samtidig, at mange ældre fravælger de grønne retter og hellere vil have traditionel dansk mad.

Københavns Ældreråd kritiserer også forholdene. Formand Kirsten Nissen siger til Berlingske, at beboerne betaler for både bolig og kost, men mangler indflydelse på maden.

Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) vil fritage plejehjemmene for klimakravene. Over for Berlingske kalder han det “det glade vanvid”, at klimaregnskabet kan stå i vejen for en bøf på fødselsdagen.

Hvad mener du?

Er du enig med Mette Frederiksen i, at ældre på plejehjem skal have lov til at spise det kød, de ønsker? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Video: Se Mette Frederiksen lave spaghetti med kødsovs sammen med Sophia Brown

Først publiceret: mandag 19. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. oktober 2026 kl. 18:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form