En smilende bygningsarbejder iført en gul sikkerhedshjelm og sikkerhedsvest gnider sig i nakken, mens han står i et lager, hvilket afspejler temaerne om alderspension og arbejdsmarkedet.

Med regeringens forslag til finanslov bliver sikkerhedsnettet for nedslidte mere hullet, lyder det fra forskningschef.

Regeringen vil stramme seniorpensionen: Kan ramme ufaglærte og faglærte hårdest

Tre ud af fire på seniorpension er ufaglærte eller faglærte. Regeringen vil fra 2028 kræve, at nedslidte vurderes på deres evne til at arbejde i ethvert job – og det vil udelukke nogle, der kan få seniorpension i dag, vurderer forsker.

Senest opdateret: fredag 16. oktober 2026

Regeringen vil med sit forslag til finanslov stramme kriterierne for at kunne få seniorpension. De strammere kriterier vil i givet fald især ramme nedslidte ufaglærte og faglærte som for eksempel social- og sundhedsassistenter. Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Seniormonitor. 

Firkløverregeringen vil gøre det sværere for seniorer at opnå adgang til seniorpension fra og med 2028. Som det er nu, skal man for at kunne få seniorpension ikke kunne klare at arbejde mere end 15 timer om ugen i sit nuværende eller seneste job. 

Sikkerhedsnettet bliver hullet

Står det til regeringen skal kravet for seniorpension fremover være, at man ikke kan klare mere end 15 timer om ugen i et hvilket som helst job. Det vil betyde, at nogle ikke længere kan komme på seniorpension, fastslår Rasmus Landersø, der er forskningschef i Rockwool Fonden.

“Med regeringens forslag til finanslov bliver sikkerhedsnettet for nedslidte mere hullet. Der vil være mennesker, som med den nuværende lovgivning kan få seniorpension, men ikke ville kunne få det i fremtiden. Det vil være dem, der ikke er nedslidte nok,” siger Rasmus Landersø til Seniormonitor.

Mange er kortuddannede

For at få en idé om, hvem der ifølge regeringen ikke længere skal kunne få seniorpension fra og med 2028, er det naturligt at kigge på gruppen af nuværende modtagere af seniorpension. 

Den udgjorde 29.975 mennesker i september ifølge tal fra myndighedernes Jobindsats.dk. Der er nogle træk ved gruppen, som træder frem, påpeger Mona Larsen, som er projektchef og leder af Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, der hører under Vive.

“Når man ser på dem, der modtager seniorpension, er der generelt mange, som er kortuddannede. En stor gruppe er enten ufaglært eller har en erhvervsfaglig uddannelse,” forklarer Mona Larsen til Seniormonitor.

Ifølge Danmarks Statistiks tal 2024 har 28 procent af modtagerne af seniorpension kun gennemført folkeskolen. Og 48 procent har en erhvervsfaglig uddannelse som den højeste gennemførte uddannelse. Kun to procent af modtagerne af seniorpension har en lang videregående uddannelse.

Regeringen vil spare halvanden milliard kroner

Et svar afgivet til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i december 2024 viser, hvilke a-kasser en stor del af modtagerne af seniorpension tidligere har været medlemmer af. 23 procent har været medlem af 3F’s a-kasse, og 14 procent har været medlem af FOA’s a-kasse.

“Seniorpensions-modtagerne minder som gruppe ret meget om dem, som vi generelt ser trække sig fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Altså forholdsvis mange kortuddannede, som har haft fysisk eller psykisk belastende arbejde,” siger Mona Larsen.

Regeringen regner i sit forslag til finanslov med, at en mindsket adgang til seniorpension vil kunne spare statskassen for 200 millioner kroner i 2028, 500 millioner kroner i 2029 og 800 millioner kroner i 2030.

Fakta: Regeringens forslag om seniorpension

  • Nye ansøgere skal fra 2028 vurderes i forhold til alle typer job.
  • Arbejdsevnen skal fortsat være varigt nedsat til højst 15 timer om ugen.
  • Forslaget gælder nye ansøgere fra 2028.
  • Regeringen forventer at spare 200 millioner kroner i 2028, 500 millioner i 2029 og 800 millioner i 2030.
  • Ændringen kræver politisk opbakning og er endnu ikke vedtaget.

Først publiceret: fredag 16. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 16. oktober 2026 kl. 10:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form