Hovedet kan føles, som om det er ved at sprænges, når feberen rigtig buldrer løs i kroppen

Epidemi aflyst: Corona godt mod influenza

Corona er godt for noget - nemlig mod influenza. Selvom, at restriktionerne nu bortfalder, tror influenza-læge ikke, at en influenza-epidemi vil skylle ind over Danmark.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

”Jeg tvivler på, at der kommer ret megen influenza denne sæson. Vi har indtil nu kun haft ganske lave smittetal. Rigtig mange er blevet testet og rekordmange er blevet vaccineret.”

Sådan siger Lasse Vestergaard, som er afdelingslæge og leder af influenzateamet på Statens Serum Institut.

Corona-restriktionerne falder væk fra 1. februar.

Når vi smider mundmasken, måske spritter mindre af og står tættere på hinanden i butikker og offentlig transport, kan der være risiko for. at flere bliver smittet med influenza.

Men på Statens Serum Institut kan de godt sove om natten for den tanke.

Mild omgang

Lasse Vestergaard vil ikke lægge hovedet på blokken og helt love, at influenzaen slet ikke rammer landet, men han tvivler på, at der ligefrem vanker en alvorlig epidemi til os her i vinter.

“Der vil nok komme mere influenza end nu, men jeg tror på en mild omgang.

”Det er simpelthen håndvask og håndsprit, det er forsamlingsforbud og afstand mellem os, det er nyseri i ærmet, stor vaccinetilslutning, mundbind og det, at folk bliver hjemme, når de føler sig syge. Det er alt det, som har givet os disse historisk lave influenza-smittetal,” lyder det fra Lasse Skafte Vestergaard.

Fin corona-adfærd

748.766 danskere i aldersgruppen fra 65 til og med 81 år er indtil nu vaccineret mod influenza i denne sæson. I gruppen er 962.685 personer.

”Det er dejligt, at det er danskernes egen gode corona-adfærd og influenzavaccinationerne, som har gjort arbejdet”, siger Lasse Vestergaard.

Lært af corona

“Vi har da lært meget af corona. Det er fantastisk, hvad de restriktioner har givet i forhold til andre virussygdomme,” siger Lasse Vestergaard.

Influenzavirus spredes gennem luften, når mennesker er sammen hjemme, i bussen eller måske i et stormagasin.

Hoste og nys forurenet med virus kan smitte andre. Man kan smitte andre dagen før, man selv føler sig ramt af sygdommen.

Den gratis influenzavaccine til danskere over 65 år udløb 15. januar.

Når der er virus i luften

Influenza skyldes infektion i de øvre luftveje med influenzavirus A, B eller C.

Alle kan blive ramt af influenza. Det er dog især ældre over 65 år og andre personer med sygdom, der påvirker immunforsvaret, som har øget risiko for et alvorligt forløb af influenza.

Influenza er en typisk vintersygdom.

Den tilbagevendende vinterinfluenza kaldes sæsoninfluenza, og den optræder i bølger af 6-10 ugers varighed i perioden fra december til marts.

Et par gange i løbet af en 10-årig periode kan influenzaforekomsten være markant højere end forventet, og så er der tale om en egentlig epidemi. Under en sådan epidemi kan op til 20 % af befolkningen blive ramt af sygdommen, og der ses typisk stigning i hospitalsindlæggelser og overdødelighed blandt de ældre og svækkede.

Selvom sæsoninfluenza vender tilbage hver vinter, bliver man ikke syg hvert år.

Undersøgelser viser, at voksne over 30 år typisk kun rammes af sengekrævende influenza sygdom ca. hvert 5. år, hvorimod børn typisk rammes oftere.

Det er i høj grad smitte blandt børn, der holder smitten i gang.

Kilde: Statens Serum Institut

Først publiceret: onsdag 26. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 11:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.