Ny melding: Varmechecken kommer tidligst efter sommerferien
Venter du spændt på den skattefri varmecheck, må du vente endnu længere. Checken kommer nemlig først sidst på året. Se her hvorfor.
Senest opdateret: mandag 15. august 2022
Varmeregningen stiger og stiger og stiger. Derfor indgik flere partier den 11. februar et forlig om en skattefri varmecheck.
Den 6. april bliver der fremsat et lovforslag i Folketinget, oplyste Energi- og Klimaministeriet i sidste uge til Berlingske.
Dengang lød meldingen fra ministeriet:
“Ministeriet arbejder på at få varmechecken ud til borgerne så snart som muligt. Lovforslaget bliver fremsat i Folketinget 6. april. Alt efter hvordan Folketinget tilrettelægger processen ventes loven vedtaget i maj.
Først når loven er vedtaget, har ministeriet hjemmel til at behandle de data, der skal bruges til udbetaling. Udbetalingen af varmechecken sker hurtigst muligt derefter.”
Varmechecken blev udbetalt den 10. august 2022.
Kommer tidligst til august eller september
Nu lyder meldingen fra energiminister Dan Jørgensen, at varmechecken først kommer til august eller september.
“Da vi lavede aftalen, var jeg klart af den overbevisning, at vi kunne få pengene ud hurtigere, end det har vist sig muligt. Det vil jeg godt beklage. For der sidder mange derude med en berettiget forventning om at få pengene,« siger Dan Jørgensen til Ritzau. “IT-systemer, datasammenkørsler og lovgivningsproces altså betyder, at pengene først kommer til august og september.”
“Og vi har behov for velvillighed i Folketinget til at lave en hastebehandling. Ellers vil det blive endnu senere,” forklarer energiminister Dan Jørgensen.
Bag forliget står Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Vi skriver i vores nyhedsbrev, når der er nyt om varmechecken. Får du ikke Faglige Seniorers gratis nyhedsbrev, kan du tilmelde dig her.
Hvad er varmechecken?
Varmechecken målrettes husstande med en årlig husstandsindkomst under 550.000 kroner og en varmekilde, der er ramt af høje prisstigninger.
Den skattefri varmecheck vil være på cirka 3.750 kroner.
Bestemte varmekilder
Varmechecken bliver målrettet husholdninger med disse varmekilder, der er særligt udsat for prisstigninger:
- Individuelle gasfyr.
- Fjernvarmeområder med gasandel på mere end 65 procent eller områder baseret på kombinationer af el og gas med tilsvarende gennemsnitlige prisstigninger.
- Husstande med elvarme som primær varmekilde (elpaneler og varmepumper), der oplever en tilsvarende prisstigning.
Det fremgår ikke af forligsteksten, hvilke registre der skal bruges til at finde varmekilderne, men det mest sandsynlige er Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Grænse for indkomst
Der vil være en indkomstgrænse, så kun husstande med en samlet årlig, personlig indkomst på maksimalt 550.000 kroner efter AM-bidrag (ca. 598.000 kr. før AM-bidrag) vil kunne modtage varmechecken.
Vi ved desværre ikke endnu, hvilket indkomstår man vil bruge i forbindelse med varmechecken, fordi partierne ikke har skrevet noget om det i forligsteksten. Vi følger med i lovforslag og udmeldinger og skriver i nyhedsbrevet, lige så snart der er nyt.
Kommer automatisk
Når varmechecken bliver udbetalt efter sommerferien, vil det ske automatisk, uden at du skal søge om den. Modtagerne identificeres ud fra registeroplysninger.
Udover den skattefri varmecheck har pensionister også mulighed for at søge om varmetillæg og om et personligt tillæg til at dække de øgede udgifter.
Først publiceret: mandag 21. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 15. august 2022 kl. 11:02