Pas på hvis du bliver ringet op fra banken og får fortalt, at der sker mistænkelige transaktioner på din konto.

Bankfup var ved at koste 65-årig sekscifret beløb

Ægtepar var ved at miste stort beløb over 100.000 kroner, da kvinde blev ringet op og udleverede kontoplysninger. Se politiets advarsel.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Et ægtepar var ved at miste rigtig mange penge, da telefonen ringede i hjemmet i Køge og hustruen tog telefonen.

Her fortalte en “bankmand” den 65-årige kvinde, at han var fra Nordeas tekniske afdeling.

Han spurgte ind til nogle mistænkelige transaktioner fra hendes konto, og tilbød at hjælpe kvinden med at stoppe de ulovlige overførsler.

Det lykkedes den falske bankmand at franarre den 65-årige oplysninger, så han kunne overføre et sekscifret beløb fra hendes konto.

Ægtemanden fattede efterfølgende mistanke og kontaktede banken.

Heldigvis for ægteparret lykkedes det at få lukket deres konto, betalingskort og NemID og stoppe transaktionen af det store beløb, så pengene ikke blev overført til gerningsmanden.

Politiet efterforsker nu sagen som bedrageri og forsøger at klarlægge, hvem der står bag bedrageriet.

Takket være den hurtige kontakt til banken led ægteparret ikke noget tab i sagen.

Fra politiet lyder opfordringen: GIV ALDRIG oplysninger om NemID, kort og koder til nogen. Afbryd opkaldet, hvis du har mistanke om svindel.

Kontakt altid din bank og politiet, hvis du har den mindste mistanke om, at en henvendelse ikke er reel.

På telefon 114 sidder politiet klar med rådgivning eller tager imod anmeldelser om mistænkelige opkald.

Hjælp med at advare andre

Du kan hjælpe med at advare andre ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Opringning fra banken?

Politiet har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden er den samme. Ældre bliver ringet op af person, der udgiver sig for at være fra banken og bliver overtalt til at udlevere kreditkort til en person, der efterfølgende møder op på adressen.

Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken.

Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i.

Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.

Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

 

Først publiceret: mandag 4. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:36

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.