For første gang siden pandemien kan vi igen rejse stort set uden corona-restriktioner. Og vi vælger sydens varme - igen.

Farvel corona: Her rejser danskerne på påskeferie

Efter to år med forårsrejser i Danmark er det igen Sydeuropa der topper danskernes ønskeliste, når påskeferien skal afholdes.

Senest opdateret: tirsdag 19. april 2022

Hver 3. danskeres ferierejse går til Sydeuropa, mens det for et år siden var hver femte.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige.

Lysten til og muligheden for at rejse sydpå er særligt gået ud over ferien i Danmark.

Undersøgelsen viser nemlig, at mens hele 40% holdt påskeferie i Danmark sidste år, er det kun 26 % der har samme planer i år.

Nu uden corona-restriktioner

For første gang siden foråret 2020 er det muligt at tage på påskeferie stort set upåvirket af coronarestriktioner og testkrav, og det afspejler sig i danskernes rejselyst.

“I to år har vi ventet på at kunne rejse mod varmere himmelstrøg, og derfor er det naturligvis også den type rejser, der topper ønskelisten for mange. Derudover ved vi, at der har været et opsparet behov for rejser sydpå, da restriktionerne i de områder har været meget omfattende og gjort det vanskeligt at få det optimale ud af sin ferie,” siger chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum.

Storbyferien hitter

En af de rejseformer der har været stærkt begrænset af pandemien, er storbyferier med museums- og restaurantbesøg i lange baner.

Restriktioner og nedlukninger har nemlig gjort denne type rejser ganske besværlige, men nu er danskerne klar til at tage revanche.

Mere end hver femte svarer nemlig, at deres næste rejse skal være en storbyferie og det er mere end en fordobling siden samme undersøgelse i 2021.

“Storbyferien er en ideel ferieform til en forlænget weekend som påsken, hvor man skal nå mange oplevelser på korte tid. Derfor giver det også god mening, at rigtig mange danskere har nogle oplevelser at indhente, efter den type ferier ikke har været en reel mulighed de seneste to år,” siger Louise Hertzum, chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring.

Her rejser vi hen

Hvor skal din næste ferierejse gå til?

1. Et sted i Sydeuropa: 28,7%
2. Et sted i Danmark: 26,2
3. Et sted i Nordeuropa: 8,2%
4. Et sted i Skandinavien: 5,7%
5. Et sted i Nordeuropa: 8,2%
6. Et sted i Østeuropa: 2,4%
7. Et sted udenfor Europa: 6,9%
8. Har ingen planer om at rejse: 13,9%
Ved ikke: 8,0%

Sådan holder vi ferie

Hvilken type rejse skal din næste rejse være? Vælg gerne flere muligheder

1. Bilferie: 24,4%
2. Storbyferie: 21,9%
3. Badeferie: 12,8%
4. Charterferie: 12,8%
6. Adventureferie: 4,5%
6. Naturferie: 11,4%
7. Andet: 14,7%
Ved ikke: 17,6%

Om undersøgelsen:Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige i marts 2022 blandt 1027 repræsentativt udvalgte danskere.

Først publiceret: søndag 10. april 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. april 2022 kl. 08:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.