Inden sommer skal du skifte til MitID. Du kan få hjælp i borgerservice i din kommune.

Inden sommer SKAL du skifte til MitID

Der er ingen vej udenom. Alle skal skifte NemID ud med MitID inden sommer. Se, hvad du bør vide, inden du skifter.

Senest opdateret: mandag 2. maj 2022

1,75 millioner danskere har indtil videre skiftet fra NemId til MitID. Der indkaldes imellem 160.000 og 180.000 personer om ugen for at kunne blive færdige til sommer, hvor NemId helt lukker ned. Efter planen skal det ske 30. juni 2022. Fristen er nu ændret til 31. oktober.

Du er derfor nødt til at skifte fra NemId til MitID, ellers mister du adgangen til din netbank, digital selvbetjening og digital post.

Hvordan skifter jeg til MitID?

Det er pengeinstitutterne og Digitaliseringsstyrelsen, der står bag MitID, og du får besked fra din bank, når du logger ind i din netbank eller mobilbank, når det er din tur til at skifte.

Din bank er også ansvarlig for at hjælpe dig med at skifte til MitID.

Hvis du hverken har netbank eller mobilbank, får du besked via Digital Post.

I forbindelsen med overgangen skal du dokumentere din identitet ved at scanne dit pas med din mobiltelefon. Det kræver en nyere telefon, der kan scanne chippen i passet. Det er blandt andet en iPhone 7 og nyere modeller samt Android-telefoner med Android 7.0 eller nyere udgaver af Googles mobilsoftware.

Du får 30 dage til at skifte

Du får 30 dage til at skifte dit NemID ud med MitID. Når du det ikke inden tidsfristen, risikerer du at miste adgangen til din netbank.

Derfor er det bedst at skifte med det samme.

Hvordan logger jeg på MitID?

Du skal have et bruger-id, som ikke må være dit cpr-nummer.

I stedet for nøglekortet eller nøgleappen skal du bruge MitID appen, når du logger på.

Appen kan hentes her:

iPhone 

Android 

Hvis du ikke har en smartphone eller ikke ønsker at bruge en app, når du logger på MitID, kan du bruge en kodeviser i stedet. Den minder mest om nøglekortet.

Kan jeg smide mit nøglekort ud?

Det er vigtigt, at du beholder NemId lidt endnu. Du må ikke smide dit nøglekort væk eller slette appen.

Årsagen er, at det ikke er alle hjemmesider, som er skiftet til MitID. Det sker gradvist frem til sommeren 2022.

Nogle steder skal du derfor stadig logge på med NemID.

Hvor kan jeg få hjælp til at skifte til MitID?

Du kan få hjælp til at skifte flere steder:

  • Hos din bank.
  • På en MitID hotline: 33 98 00 10.
  • Hos borgerservice i din kommune.

Borgerservice kan hjælpe, hvis du ikke har en nyere smartphone eller gyldigt pas med chip. De hjælper også, hvis du synes, at det er svært. Mange steder er der meget travlt på borgerservice på grund af overgangen til MitID, så kan det være nødvendigt at bestille tid.

Her kan du se svar på de mest almindelige spørgsmål om MitID.

Fakta om MitID

MitID kan bruges til alt det, vi tidligere har brugt NemID til, eksempelvis at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken. Der tilbydes flere måder at bruge MitID på, som er gratis at få og anvende.

  • MitID app: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med appen kan man med et swipe overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening.
  • MitID kodeviser: MitID kodeviser er et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge MitID app. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.
  • MitID kodeoplæser: MitID kodeoplæser er et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. MitID kodeoplæser har en skærm, hvor koden vises - eller den kan læse koden højt. Der kan tilsluttes høretelefoner, så ingen andre kan høre med.

Det er herudover muligt at tilkøbe en MitID chip, som hovedsagelig er tiltænkt anvendelse i erhvervsøjemed.

MitID ejes af et partnerskab mellem Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen, som repræsenterer de danske pengeinstitutter og det offentlige Danmark, dvs. staten, regionerne og kommunerne. Samarbejdet sikrer, at danskerne fortsat har ét digitalt ID, som kan bruges både til offentlige og private digitale selvbetjeningsløsninger.

 

Først publiceret: mandag 2. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. maj 2022 kl. 13:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.