Ventetiden på en grå stær-operation er lige nu højere end vanligt

Ventetiden på operationer for grå stær skal nedbringes

Ventetiden på operationer for grå stær er for høj, og derfor får praktiserende øjenlæger i region Syddanmark nu bedre muligheder for at operere flere patienter for netop at nedbringe ventetiderne

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Døjer du med grå stær og skal opereres, må du væbne dig med tålmodighed.

Selvom ventetiden varierer på tværs af sygehuse, er den i øjeblikket 20-32 uger, og det er højere end normalt.

Det skal der en særlig indsats til for at løse, mener Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, der mandag behandlede sagen.

“Der er ingen, der er tjent med de ventetider, vi har i øjeblikket,” lyder det fra udvalgsformand Bo Libergren (V) i en pressemeddelelse.

“Selvom man allerede i dag kan blive opereret for grå stær ved mange praktiserende øjenlæger, så skal vi give dem mulighed for at blive en endnu større del af indsatsen, så vi hurtigere kan få bragt ventetiderne ned. Det er det, vi gør nu,” fortsætter han.

Målet er, at de praktiserende øjenlæger, som i forvejen opererer for grå stær, skal have mulighed for at operere flere patienter.

Hvordan opleves det at have grå stær?

- Har du grå stær, kan du opleve, at dit synsindtryk bliver generelt sløret.

- Du kan også opleve blænding, der er meget værre end tidligere (og særligt slemt i mørke på våde veje).

- Du oplever måske også at se verden dobbelt, selvom du holder det ene øje lukket.

- Din farveopfattelse kan også blive påvirket, når du har grå stær.

Kilde: Øjenforeningen

Her er ventetiden kortest

Ventetiden på operationer for grå stær er forskellig fra region til region.

Vender man blikket mod Region Hovedstaden er ventetiden på syv måneder i det offentlige.

Borgerne i Region Midtjylland kan til gengæld risikere at vente på en operation i helt op til ni måneder, hvis de befinder sig i Herning, mens ventetiden reduceres til blot en måned  i Randers.

I Region Nordjylland skal man vente i tre uger, i Region Sjælland mellem fire og seks måneder, mens der i Region Syddanmark kan gå lige fra en måned til seks måneder, før man kan få lov til at blive opereret for sygdommen.

Sagen går nu videre til endelig behandling i regionsrådet, og finansieringen skal ske via midler, der er sat af til at afvikle behandlingsefterslæbet efter corona.

Først publiceret: torsdag 5. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.