Op mod 25 nærhospitaler og flere læger på vej
Folketingets parter er enige om at oprette op mod 25 såkaldte nærhospitaler. Det fremgår af ny sundhedsaftale.
Senest opdateret: mandag 13. juni 2022
En ny sundhedsaftale med regeringen og Folketingets partier vil for fremtiden sikre, at der etableres op mod 25 såkaldte nærhospitaler.
Fredag formiddag præsenteres aftalen på et pressemøde i København.
I alt er der afsat 6,8 milliarder kroner over otte år.
Her kan du læse udvalgte punkter fra aftalen:
25 nærhospitaler
Regeringen og aftalepartierne vil afsætte fire milliarder kroner til at oprette op mod 25 såkaldte nærhospitaler, der er en slags udvidede og store sundhedshuse.
Det er endnu ikke fastlagt, hvor alle nærhospitalerne skal ligge henne, men det skal ifølge aftalen være steder, hvor der er langt til det nærmeste akutsygehus. Der er ifølge Danske Regioner 21 akuthospitaler i Danmark.
Det vides heller ikke, præcis hvilke behandlinger og undersøgelser nærhospitalerne skal foretage. Men det kan for eksempel være blodprøver eller røntgenbilleder. Der bliver ingen sengeplader og døgnfunktion.
Unge læger får praksispligt
Partierne er enige om at indføre en såkaldt praksispligt. Det betyder, at unge læger skal tilbringe op til et halvt år mere af deres uddannelse ude i almen praksis. Det betyder, at der skal bruges tilsvarende mindre tid på sygehusene.
Behandling i hjemmet
Det digitale sundhedsvæsen skal styrkes, og behandling og diagnosticering skal i højere grad foregå i eget hjem.
Hjemmebehandlingen skal til dels forankres i de 25 nærhospitaler, der blandt andet skal tilbyde virtuelle konsultationer til borgere.
Apoteker får central rolle
Apotekerne spiller ifølge aftalepartierne en central rolle i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. De kan samtidig varetage flere opgaver, end de gør i dag, mener aftalepartierne. Det gælder for eksempel i forhold til at aflaste sygeplejersker og læger.
Nedsætter arbejdsgruppe
I aftalen er partierne blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som i 2023 skal have kigget på, hvilke opgaver apotekerne kan varetage.
Hent aftalen om en sundhedsreform HER
Kilde: Sundhedsreform.
Først publiceret: fredag 20. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:42