Der er gang i salget af varmepumper

For og imod: Vælg den rigtige varmepumpe

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Opvarmning i boligen er for alvor kommet på dagsordenen. Både fordi energipriserne tordner afsted, og fordi det fra politisk side er blevet besluttet, at vi skal gøres os uafhængige af russisk gas.

Har du gas- eller oliefyr, er det derfor nu, du skal se dig om efter andre løsninger.

“Helt grundlæggende bør man altid undersøge, om man kan få fjernvarme, eller om man skal købe en varmepumpe,” siger chefkonsulent Troels Hartung fra brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer installatørerne, der sætter pumper op og installerer fjernvarme.

“Kommunen er et oplagt sted at henvende sig for at få besked på den korte bane. Ellers vil man få besked om, hvorvidt man kan få fjernvarme, inden udgangen af året,” siger han.

I de områder, hvor man udbygger fjernvarmenettet, vil det typisk være en god idé at tilslutte sig. Men undersøg selv sagen, lyder rådet fra Troels Hartung.

Står du uden for fjernvarmenettet, er varmepumpe den næstbedste løsning.

Luft til luft-varmepumpe

Her får du fordele og ulemper ved de tre mest udbredte modeller.

1) Tager toppen af regningen.

Den minimale model er en luft til luft-varmepumpe. Det ligner et lille klimaanlæg, som sidder i et af husets rum.

“Den tager toppen af varmeregningen, hvis du har olie- eller gasfyr. Den dækker måske 20-30 procent af dit varmebehov.”

“Den har nogle begrænsninger, i forhold til hvor store bygninger den kan varme op, og den laver ikke varmt brugsvand. Til gengæld er den ret billig,” siger chefkonsulent Troels Hartung.

Luft til luft-varmepumpen er altså et supplement til en anden opvarmningsform, og du kan ikke vinke farvel til fyret med sådan en model i helårshuset.

Men det er en populær og brugbar model i sommerhuse.

Luft til vand

2) Erstatter fyret.

Den næste type kaldes luft til vand, og det ligner en stor ventilator, der sidder uden på bygningen og trækker luft ind.

“Den erstatter gasfyret en til en. Indenfor ligner det et køleskab, og så producerer den varmt vand til radiatoren og brugsvand.”

“Det er meget brugbart. Og det er den model, hvor væksten er størst,” fortæller Troels Hartung.

Jordvarmeanlæg

3) Den udvidede model.

Den tredje model er et jordvarmeanlæg – som branchefolk også kalder væske til vand.

Så mange varmepumper blev der solgt sidste år:

-  Luft til luft-varmepumpe: 49.138.

- Luft til vand-varmepumpe: 19.872.

- Jordvarmeanlæg: 4031.

Kilde: tal for 2021 fra Tekniq Arbejdsgivernes opgørelse over salg af varmepumper

Det er et anlæg, hvor slanger bliver gravet ned i din have, forklarer Henrik Bisp, som er fagekspert i huseftersyn og energi hos Videncentret Bolius.

“Det er den mest effektive og mindst synlige model. Men den er også dyrere og kræver meget plads, fordi den skal graves ned,” siger han og fortsætter:

“En tommelfingerregel er, at man skal have et dobbelt så stort areal som huset for at sikre, at der er tilstrækkeligt plads. Så et hus på 150 kvadratmeter kræver 300 kvadratmeter have, som er tilgængelig og uden bevoksning.”

En mindre indgribende løsning er at bore huller vertikalt til slangerne – det er til gengæld dyrere.

Jordvarmeanlægget er mere effektivt, fordi jordtemperaturen, hvor varmen trækkes ud fra, ikke bliver så lav som luften.

Hvis luften er ekstremt kold, skal en luft til vand-varmepumpe arbejde mere for at producere tilstrækkeligt med varme.

Først publiceret: søndag 22. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.