Må du slå græs klokken 6 om morgenen?

Tidligt lørdag eller søndag morgen, mens alle andre sover, er du allerede i gang med plæneklipperen. Men må du slå græs på et hvilket som helst tidspunkt?

Senest opdateret: mandag 20. juni 2022

Tidspunkter du ikke bør slå græs, hvis du vil være venlig over for din nabo

  • Før kl. 10 i weekenden
  • Ved spisetider
  • Efter middagsmaden om aftenen

Kilde: Jørn Bitsch, sekretariatschef hos Parcelhusejernes Landsforening

I princippet må du slå græs på hvilket som helst tidspunkt på døgnet, det passer dig, for der er ikke noget, der direkte forbyder dig at slå græs på bestemte tidspunkter. Heller ikke i weekenden.

Der er dog nogle kommuner, der bruger lovteksten i “bekendtgørelsen for miljøregulering af visse aktiviteter” til at behandle naboklager over for eksempel støj fra en plæneklipper.

Kan kommunen forbyde dig at slå græs, når du vil?

Bekendtgørelsens § 19 giver kommunen ret til at påbyde borgere ikke at anvende støjende motordrevne redskaber. Også når det er på privat grund. På baggrund af bekendtgørelsen kan en kommune udstede en bøde, hvis påbuddet ikke bliver overholdt.

Derudover har nogle grundejerforeninger lavet regler for, hvornår man må støje og for eksempel slå græs, men de har ingen sanktionsmuligheder, hvis reglerne bliver brudt.

Sådan dæmper du larmen fra plæneklipperen

  • Hold den ved lige, så støjer den mindre
  • Giv ikke mere gas end nødvendigt
  • Undgå at overbelaste plæneklipperen. Sørg for eksempel for at fjerne sten og grene fra plænen, som plæneklipperen kan have svært ved at komme henover, og som desuden kan beskadige skærene

Du kan altså vælge at slå græs tidligt lørdag eller søndag morgen, men det er ikke nødvendigvis en god idé. Det kan i yderste konsekvens føre til en bøde, så tal med dine naboer og bliv enig om nogle retningslinjer, så I ikke behøver involvere kommunen.

Hvor meget larmer en plæneklipper?

En plæneklipper af almindelig størrelse må ifølge EU-regler have et lydeffektniveau på op til 98 dB, og benzindrevne plæneklippere har typisk samme støjniveau som en personbil, der accelererer.

Derfor giver det god mening at tænke på resten af villavejen, før du slår græsset lørdag eller søndag morgen. Dine naboer kan nemlig være generet af dit valg af tidspunkt for græsslåningen.

Som alternativ til den benzindrevne plæneklipper kan du også vælge at bruge en håndskubber. Det larmer mindre, er billigere i drift og mere miljøvenligt.

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

 

Først publiceret: torsdag 2. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. juni 2022 kl. 11:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.