Pensionister på Tidlig Pension får ikke samme rabatter som folkepensionister.

Ingen pensionistrabat til Arne-pensionister

Hvorfor får alle pensionister ikke pensionistrabat? Det undrer Tommy Jensen sig over, så han har skrevet til Beskæftigelsesministeriet. Se svaret her.

Senest opdateret: mandag 20. juni 2022

Tommy Jensen på 64 år er gået på Tidlig Pension – også kaldet Arne-pension.

Tommys seneste job var som servicemedarbejder på Gentofte Hospital. Han har arbejdet, siden han var 17 år, derfor mærker han efterhånden en række skavanker, som er årsagen til, at han nu er gået på pension.

”Da jeg gik på pension, begyndte jeg at se mig om efter pensionistrabatter. Min indtægt var jo faldet, så man må spare, hvor man kan. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at jeg ikke kan få pensionistrabat. For eksempel kan folkepensionister få rabat på museer, og når de skal have fornyet deres pas, men det kan jeg ikke, selvom den pension, jeg får, er på størrelse med folkepensionen. Ja, faktisk lavere, fordi jeg ikke kan få de samme tillæg. For eksempel kan jeg ikke få boligydelse, ældrecheck og helbredstillæg,” fortæller Tommy Jensen. ”Jeg har fået et pensionistkort af kommunen, men det er ikke noget værd. Det, synes jeg, er unfair, da en pensionist er en pensionist.”

Skrev til ministeren  

Tommy besluttede at skrive en mail til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, da han formodede, at det måtte være en fejl eller forglemmelse, i forbindelse med at den nye pensionsordning blev indført.

Efter kort tid om svaret:

Kære Tommy Jensen 

Tak for din mail til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Ministeren ser alle henvendelser, der er skrevet til ham, og Peter Hummelgaard får rigtig mange mails. Det er både han og vi meget glade for, fordi vi på den måde får værdifuld viden. Men det betyder desværre også, at det er svært for ministeren at nå at svare alle, og derfor har han bedt os i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at svare dig. 

Hverken ministeren eller vi har mulighed for at tage stilling til din konkrete situation. 

Men vi kan fortælle, at tidlig pension – ligesom efterlønsordningen – er en frivillig tilbagetrækningsordning før folkepensionsalderen. Det er dermed den enkeltes eget valg, om man vil forlade arbejdsmarkedet før tid (forudsat, at man har ret til tidlig pension), som du selv lidt er inde på. 

Ved folkepensionsalderen har man derimod kun mulighed for at modtage én ydelse: folkepension – og når man modtager folkepension, kan man få en række fordele, fx rabatordninger. Ligeledes kan førtidspensionister få nogle fordele, fordi deres arbejdsevne er så væsentligt og varigt nedsat, at de ikke har mulighed for at arbejde som deres jævnaldrende. 

Vi håber, du – trods alt – kan bruge vores svar.

 Frivillig tilbagetrækning?

”Jeg blev noget forundret over svaret. De skriver, at det er en frivillig tilbagetrækningsordning før folkepensionsalderen og den enkeltes eget valg, om man vil forlade arbejdsmarkedet før tid. Jeg synes måske, at det havde været på sin ret at sige: I får lov at gå mellem 1 og 3 år før, fra en god løn ned til pension, men I får ikke goderne med, som normalt er en del af folkepensionen. Når man er på Arne-pension, må man ikke tjene ret meget, inden man blive modregnet i pensionen. Har man helbred til at arbejde som folkepensionist, bliver man ikke modregnet på samme måde,” siger Tommy Jensen.

Tommy er ikke tilfreds med svaret og vil nu skrive tilbage til ministeriet.

 

Tommy Jensen: ”Jeg har arbejdet hele mit liv og næsten aldrig været syg. Nu skal jeg nå at nyde mit otium, efter jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg blev 17 år.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arne-pension

Tidlig Pension kaldes også af nogle for Arne-pension, fordi bryggeriarbejderen Arne spillede en vigtig rolle i valgkampen, hvor Socialdemokratiet lovede mulighed for tidlig tilbagetrækning efter mange år på arbejdsmarkedet.

 

 

 

Først publiceret: mandag 13. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. juni 2022 kl. 11:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.