Alle over 50 år får tilbudt coronavaccine til efteråret

Myndighederne forventer en ny bølge af covid-19 til vinter, og derfor tilbydes alle over 50 år vaccine til efteråret.

Senest opdateret: fredag 1. juli 2022

Fremover vil det primære formål med covid-19 vaccinationsprogrammet være at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelser og død, men ikke at forebygge smitte.

Derfor planlægger Sundhedsstyrelsen, at efterårets vaccination mod covid-19 skal målrettes personer på 50 år.

”Høj alder er den altoverskyggende risikofaktor for at blive alvorligt syg med covid-19, og risikoen stiger særligt fra omkring de 60-70 år. Men fordi vi ikke helt kan forudsige epidemiudviklingen og ikke præcist kan vide, hvor sygdomsfremkaldende den dominerende variant vil være, så har vi valgt at anlægge et forsigtighedsprincip og anbefale vaccination allerede fra 50 år,” siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Allerede fra september

“Vi ved, at immunitet daler over tid. Derfor er det vigtigt at være klar med en vaccinationsindsats mod covid-19, før vinteren er over os. Vi skal gøre vores bedste for at forebygge alvorlig sygdom hos dem, der er i øget risiko,” siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen planlægger at starte vaccination mod både covid-19 og influenza den 1. oktober 2022.

De mest sårbare grupper, som for eksempel plejehjemsbeboere og de allerældste, kan dog få tilbuddet om covid-19 vaccination allerede fra midt i september.

Og hele covid-19 vaccinationsprogrammet kan rykkes frem, hvis der er tegn på, at vinterbølgen sætter ind tidligere end forventet.

Hvordan tilmelder jeg mig?

Du vil modtage en invitation til covid-19-vaccination på eBoks eller Mit.dk. Herefter kan du bestille tid på vacciner.dk.

Er du over 65 år vil du også få en invitation til influenzavaccination.

Plejehjemsbeboere vil få et særligt tilbud om lokal vaccination uden invitation og tidsbestilling.

Først publiceret: onsdag 22. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 1. juli 2022 kl. 11:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.