Nu skal det være slut med krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal leve af pensionsopsparingen.

Kontanthjælpsreform: Stop for krav om at hæve pensionsopsparing før tid

Snart forsvinder kravet om, at kontanthjælpsmodtagere skal hæve arbejdsgiverindbetalte pensioner med tilbagekøbsret.

Senest opdateret: mandag 6. november 2023

Hvis du bliver langtidssyg eller langtidsledig, så du falder ud af dagpengesystemet, kan du ende på kontanthjælp, og der kan du risikere, at du i stedet må leve for din pensionsopsparing.

Reglerne rammer især seniorer hårdt, fordi de ikke har mulighed for at indhente den tabte opsparing, inden de går på folkepension.

14. juni 2022 kom der en ny kontanthjælpsreform.

En del af den nye aftale glæder Faglige Seniorers socialrådgiver Carsten Riis:

“Endelig er det slut med at tvinge kontanthjælpsmodtagere til at hæve deres pensionsopsparing. Det betyder, at de kommer til at mangle pengene, når de når folkepensionsalderen. Det er altid dyrt at være fattig og på kontanthjælp, men fremover ripper man dog ikke pensionsopsparingen.”

Slut med krav om tilbagekøb af pension

I dag kan man ikke fortsætte med at få kontanthjælp efter en periode på 6 måneder, hvis man har en pensionsopsparing på mere end 50.000 kroner, som kan hæves før tid (tilbagekøbsret). Det betyder, at man skal betale afgift for at hæve pengene og derefter leve for beløbet i stedet for at modtage kontanthjælp.

I aftalen skriver politikerne, at det strider mod hensynet om, at alle borgere skal spare op til at gå på pension. Desuden har den enkelte borger ikke nødvendigvis indflydelse på, om en pensionsordning er med tilbagekøbsret eller ej.

Aftalepartierne er derfor enige om at ophæve kravet om, at kontanthjælpsmodtagere skal hæve arbejdsgiverindbetalte pensioner med tilbagekøbsret.

På den måde får borgerne bedre muligheder for at fastholde deres pensionsopsparing – også selvom de skulle få brug for hjælp i kontanthjælpssystemet.

Hvornår kommer de nye regler til at gælde fra?

Aftalen er endnu ikke omsat til lov. Vi ved derfor ikke, hvornår den kommer til at gælde fra.

I aftalen står der, at de forskellige dele af aftalen skal træde i kraft snarest muligt og senest den 1. januar 2024.

Vi skriver i Faglige Seniorers nyhedsbrev, når der er nyt om de nye regler. Du kan tilmelde dig gratis her.

Spørg socialrådgiveren om kontanthjælp

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Lea Munk Staugaard om kontanthjælp, folkepension og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

Kontanthjælpsreformen

Kontanthjælpsreformen er en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne

Aftalen er indgået den 14. juni 2022.

I marts 2022 var der 6.188 personer over 60 år på kontanthjælp.

Se aftalen her

Først publiceret: mandag 27. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 6. november 2023 kl. 13:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.