Svært ved at huske navne? Her er 5 gode råd
Det er helt normalt at have svært ved at huske navne – det er absolut ikke tegn på begyndende demens, fortæller læge og aldringsforsker Henning Kirk. Han skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev og giver råd om at holde hjernen i topform.
Senest opdateret: tirsdag 13. februar 2024
Har du svært ved at huske navne? Det er helt normalt. Og det bliver værre!
Din hjerne er nemlig – som alt andet i naturen – økonomisk. Den giver lavere prioritet til det, som ikke er så vigtigt. Hjernen kan bedst huske det, som har betydning for én. For eksempel navnene på vores nærmeste, i familien, i vennekredsen, kollegerne på arbejdspladsen.
Men også store navne i verdenshistorien, i danmarkshistorien. Og de kendte navne inden for kultur, sport med videre. Navne, som vi har mødt mange gange, personligt eller i forskellige medier.
Henning Kirk
Henning Kirk er læge og aldringsforsker. Har skrevet flere bøger om aldring og hjerne og er en meget benyttet foredragsholder.
Hans nyeste bøger er “Godt nyt om gamle hjerner” (Gyldendal 2020) og "Musik & Alder" (Forlaget clemmerdu 2023).
Men vi glemmer tit navne på personer, der er mere perifere i vores bevidsthed. Et navn er volapyk for hjernen, med mindre det er en person, der vækker følelser, en person med en historie, der interesserer os. Du vil for eksempel aldrig glemme navne som Dirch Passer, Helle Virkner, Jens Otto Krag, Christian IV, Hitler eller Putin.
Søgemotor med forsinkelse
Men du kender måske situationen: Du står på fortovet og taler med ham, der flyttede ind i huset længere nede ad gaden tidligere på året. Du har talt med ham før, men har glemt hans navn. Din hjerne søger og søger, men selv om du taler med ham, ret afslappet, kan du simpelthen ikke komme på, hvad han hedder.
Men er det så vigtigt? Dårlig navnehukommelse er da en acceptabel undskyldning. Og så sker der det mærkelige, at du lige pludselig kommer på, at han hedder Jørgen – en halv time efter, at I skiltes. Din søgemotor (i hjernens frontallapper) er kommet i mål, med en vis forsinkelse. Søgemotoren fortsætter med at køre, også selv om du ikke føler, at du aktivt leder efter navne.
5 tip til til at huske navnet
Her er 5 gode råd til at huske et navn, du nødigt vil glemme
• Gentag navnet, når du hilser på en ny person (for dig selv, men bedst: Sig det højt)
• Suppler navnet med et tilnavn, som passer til personen eller det sted, eller de omstændigheder, hvorunder I mødtes. Det er nummere at huske navnet, hvis det indgår i en fortælling, der vækker følelser
• Tag et foto af personen (med dennes tilladelse!)
• Gentag navnet senere samme dag. Dan dig et indre billede af personen og det sted, hvor I mødtes
• Skriv navnet ned, gerne med omtale af stedet, hvor I mødtes, og anledningen til jeres møde.
Et almindeligt navn som Jørgen er volapyk for hjernen, hvis personen ikke er vigtig for dig. Derimod ville du nemmere have husket hans navn, hvis han havde heddet Lakrids eller Solsort. Ualmindelige navne, med umiddelbare associationer til noget helt andet, husker vi meget nemmere. Når de er overraskende. Følelser styrker indlæring og hukommelse. Det er f.eks. nemmere at huske navnet på en kvinde med et blomsternavn (for eksempel Iris, Rosa og Marguerite).
Ligger solidt i hjernen
I modsætning til navneord husker vi nemmere udsagnsord. Det oplever man tydeligt hos personer med demens. Selv om de har mistet meget af sproget for navneord, kan de huske ord som “spise” og “drikke”. Det skyldes, at disse udsagnsord er knyttet til kroppens bevægelser og derfor mere solidt forankret i hjernen.
Du har også nemmere ved at huske navne på personer, som du har mødt under specielle omstændigheder. For eksempel hvis I har mødtes under meget morsomme, pinlige eller meget ubehagelige omstændigheder. De fleste kan for eksempel nemt huske navnet på første forelskelse
Du har nemmere ved at huske navnet på en person, hvis du finder på en historie, der vækker følelser. En historie, der kan knyttes til personen og dennes navn. Noget, der vækker følelser.
Værd at huske
• Det er helt normalt at have svært ved at huske navne – det er absolut ikke tegn på begyndende demens
• Vi husker nemt navne på personer, der er vigtige for os
• Med alderen forringes navnehukommelsen (men hjernens navnearkiv vokser også i takt med flere bekendtskaber)
• Hvis det er vigtigt for dig at huske et bestemt navn, kan du forsøge at skabe billeder eller digte historier, som kan gøre navnet til noget særligt
Har du svært ved at huske navne?
Få gratis nyhedsbrev om sundhed og sygdom
Få masser af artikler, nyheder og guides om sundhed, motion og sygdom i din mailboks hver onsdag. Helt gratis.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev - samtidig deltager du i konkurrencen om gavekort til brunch for to personer.
Først publiceret: mandag 18. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. februar 2024 kl. 15:01