
Er du klar på en nat i naturen?
På lørdag 27. august kan du få en oplevelse ud over det sædvanlige til den landsdækkende begivenhed Nat i Naturen.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Hvis ikke du har oplevet naturen, efter solen er gået ned, har du chancen nu på lørdag 27. august.
Til årets Nat i Naturen kan du for eksempel tage med på gåture i skumringen i Thys klitnatur, komme tæt på flagermusenes forunderlige verden ved Kongskilde nær Sorø eller overnatte i telt i en af de 275 statsskove med fri teltning i Danmark.
Der er arrangementer over hele landet, hvor du kan få en introduktion til alle de naturoplevelser, der venter om natten.
Find et arrangement tæt på dig – www.natinaturen.dk
Overnatning i naturen
Der er også rig mulighed for at bruge Nat i Naturen som anledning til at tage ud på egen hånd og sove i shelter eller telt på primitive og naturskønne overnatningspladser i de statslige naturområder i hele Danmark.
En del af dem kan bookes på forhånd, men der er også mange, du spontant kan bruge efter først-til-mølle.
Du kan også sove i skovbunden i alle statslige naturområder eller slå dit telt eller simple overdækning op i flere end 275 skove med fri teltning.
Find steder at overnatte på egen hånd i hele Danmark på www.udinaturen.dk
Kilde: Miljøministeriet
Først publiceret: onsdag 24. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 14:08