Foto: Eva Rosenqvist/Biofoto/Ritzau Scanpix

Skrækplante spreder sig i Danmark

Bynkeambrosien har efterhånden gode betingelser i Danmark. Det er skidt nyt for dem med høfeber.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Mange glæder sig over, at sæsonen for pollen fra eksempelvis el, græs eller birk er ved at være slut her ud på sensommeren, men nu har en anden spiller meldt sig på banen.

En plante, der hedder bynkeambrosie, er nemlig begyndt at brede sig i Danmark, skriver TV2 Vejret.

Den er problematisk, fordi pollen fra bynkeambrosien er kraftigt allergifremkaldende, og plantesaften kan tilmed give både hudirritationer og nældefeber.

Tidligere troede man, at det først var i år 2100, at bynkeambrosien ville komme til Danmark, men det har klimaforandringerne lavet om på.

Planten er indtil nu hovedsageligt blevet set i den sydlige del af Danmark, men nu er den også spottet lidt længere nordpå, selvom planten stadig er et sjældent syn.

Bynkeambrosien blomstrer sent, og det er især i det tidligere efterår, at dens pollen spredes med vinden.

Vokser planten i din have?

Hvis du har en have, kan du kigge under f.eks. foderbrættet til fuglene for at se, om du har den i haven. Plantens små frø findes i importerede fuglefrøsblandinger, og derfor vokser planten ofte lige i området omkring foderbrættet.

Hvis du ser bynkeambrosien, skal du skille dig af med den i en fart, lyder rådet fra Astma-Allergi Danmark.

Husk at bruge havehandsker, når du fjerner den, og hvis du er allergiker, så sørg for at få hjælp fra en anden til at fjerne planten.

Kilde: tv2.dk

Først publiceret: torsdag 15. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 14:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.