Kender du symptomerne på de farligste øjensygdomme for seniorer?
Få styr på hvilke symptomer, du skal reagere på hurtigt. Se det på ny hjemmeside, der samler viden om øjensygdomme, hjælpemidler og rettigheder.
Senest opdateret: mandag 23. januar 2023
Især tre øjensygdomme, som alt for mange seniorer oplever, kan resultere i alvorlige og uoprettelige skader, hvis man ikke får reageret i tide. Det drejer sig om øjensygdommene grøn stær, AMD og nethindeløsning.
Her får du overblik:
Akut grøn stær
Der findes to slags grøn stær, og det er den akutte version af grøn stær, du skal kende symptomerne på. Her oplever du:
- Rødt øje
- Stærke smerter
- Sløret syn
- Hovedpine, kvalme og nogle gange endda opkast
Våd AMD
Rigtig mange seniorer lever med øjensygdommen AMD, også kaldet alderspletter. De fleste har det i den tørre version, og her udvikler sygdommen sig heldigvis langsomt. Men den våde AMD er farlig, da den ubehandlet kan resultere i et alvorligt synstab. For våd AMD skal du kende disse symptomer:
- Pludseligt synstab – over et par dage
- Forvrænget syn – lige kanter opleves buet, for eksempel dørkarme.
- Sløret syn i midten af synsfeltet
Nethindeløsning
Ubehandlet kan nethindeløsning resultere i sløring af dit skarpe syn. Du skal især holde øje med:
- Mange “flyvende myg” – de små sorte skygger der bevæger sig rundt i synsfeltet
- Du oplever forstyrrende lysglimt.
- Dit syn sløres, så det minder om et gardin, der trækkes ned.
Søg øjenlæge straks
Oplever du nogle af ovenstående symptomer, er det vigtigt at du søger øjenlæge hurtigst muligt. Alle øjenlæger har akuttider. Hvis du oplever symptomerne uden for øjenlægernes åbningstider, skal du ringe til akuttelefonen i din region:
Læs om dine rettigheder på synstab.dk
Få gode råd og nyttig viden
Faglige Seniorer har på synstab.dk samlet relevant viden til seniorer med begyndende synstab.
Her kan du få svar på dine spørgsmål om øjensygdomme og symptomer. Du får også masser af information om dine rettigheder i forhold til øjensygdomme samt tips og tricks til at indrette hjemmet, motionere og bruge digitale hjælpemidler.
Synstab er et samarbejde mellem Faglige seniorer og Dansk Folkehjælp og er støttet af Veluxfonden.
Hjælp til et overset problem
Synstab er et udbredt og overset problem hos ældre i Danmark.
I en undersøgelse fortaget af Faglige Seniorer tilkendegiver over 40% af de adspurgte mellem 60 og 80 år, at de ofte er bekymret for deres syn, mens lidt over 7% er bekymret hele tiden. 21% føler sig derudover frustreret over gradvis dårligere syn.
”Når synet svækkes, er der mange hverdagsopgaver, der pludselig bliver en udfordring – at køre bil, læse avis, finde vej og bevæge sig rundt. Disse udfordringer kan i værste tilfælde føre til en hverdag med ensomhed, begrænsede muligheder og nedsat livskvalitet” fortæller Faglige Seniorers direktør, Palle Smed.
Projektet støttes af Veluxfonden med Dansk Folkehjælp som partner.
”Jeg er rigtig glad for, at Veluxfonden prioriterer problemer med synet. Der er ingen tvivl om, at det er et overset problem, som vi nu ønsker at sætte fokus på. Målet er at gøre hverdagen lettere for mange ældre. Gerne sådan at de kan fortsætte med deres fritidsinteresser og aktiviteter, også selv om synet begynder at svigte.”, siger Palle Smed.
Først publiceret: tirsdag 20. september 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:56