Investerer du i aktier, kan det påvirke dit pensionstillæg.

Klare regler: Tab på værdipapirer giver ikke mere i pensionstillæg

Gevinster på aktier og investeringsbeviser fører tit til, at folkepensionisters pensionstillæg beskæres, men når kurserne går nedad, kommer pengene ikke retur. Se reglerne her

Senest opdateret: tirsdag 11. oktober 2022

Bent Lindvig har nogle mindre investeringer via sin bank. De gav i fjor et afkast på knap 20.000 kroner. Det betyder, at han skal tilbagebetale de cirka 4.700 kroner han havde fået i pensionstillæg i løbet af året.

Men i år oplever Bent Lindvig og mange andre danskere, at kurserne på aktier, investeringsbeviser, obligationer og andre værdipapirer falder – og endda kraftigt. Det betyder tab på investeringerne. Men det medfører ikke, at der så bare udbetales mere i pensionstillæg.

Det er nemlig kun gevinster, der medtages ved beregningen af pensionstillæg. Hvis der samlet er negativt afkast, tages det ikke med. Gevinsten sættes så til 0.

”Det ser mærkeligt ud,” synes Bent Lindvig.

Skævhed i reglerne

70-årige Bent Lindvig fra Roskilde går ikke op i værdipapirer. Det lader han sin bank om.

”Over en periode på 20 år, er der måske gevinster på værdipapirerne i 5 af årene. De år beskæres pensionstillægget så. Men de år, hvor der er tab, har det ingen betydning for pensionstillægget. Det virker skævt,” mener Bent Lindvig.

Han tilføjer at både i indkomstskattereglerne og pensionsbeskatningsreglerne er det anderledes. Her tæller både positivt og negativt afkast med.

Ingen advarsel fra banken

Bent Lindvig har blandt andet sat lidt penge i investeringsløsningen June hos Danske Bank. Han skulle forinden svare på en række spørgsmål. Det virkede meget grundigt. Men konsekvenserne for pensionstillægget var ikke med, så vidt han husker.

Danske Bank oplyser, at der forud for, at kunder investerer i June orienteres om, at det kan få betydning for udbetaling af ”offentlige ydelser”. Som eksempel på de ydelser nævnes ”kontanthjælp, førtidspension, ældrecheck, SU eller boligstøtte”. Banken fortæller også, at investeringen ikke påvirker folkepensionens grundbeløb. Men pensionstillægget nævnes ikke.

”Vi anerkender naturligvis, at der kan være forskellige holdninger til de eksempler, vi nævner. Og vi lytter altid til de input, vi får,” skriver Danske Bank i en mail til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Tillæg til mindre indkomster

Pensionsmægler Jørgen Leschly Thorsted fra firmaet Mest til din pension, siger, at modregningen i pensionstillæg af afkast fra værdipapirer kan være indviklet. Det afhænger af, hvad der er investeret i.

Men generelt er det kun gevinster, der tæller med. Hvis en person har flere renteudgifter end renteindtægter, trækkes der heller ikke fra i beregningsgrundlaget. Så sættes de samlede renter til 0.

”Pensionstillægget er beregnet til dem, der i det enkelte år har en forholdsvis begrænset indkomst. Det ville blive svært at styre, hvis det for eksempel skulle beregnes hen over flere år,” mener Jørgen Leschly Thorsted.

Lavere udbetaling = mere i tillæg

Pensionsmægleren har en lille trøst. Mange danskere med en pensionsordning risikerer fra nytår, at deres pensionsselskab nedsætter udbetalingen. Det gælder dem med en ordning baseret på markedsrente, og hvor kurstab i år spiller ind.

”Nogle af dem vil til gengæld måske kunne få udbetalt pensionstillæg eller få forhøjet deres pensionstillæg. Når de får mindre udbetalt fra pensionsselskabet, bliver modregningen mildere,” forklarer Jørgen Leschly Thorsted.

 

Først publiceret: mandag 3. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 11. oktober 2022 kl. 08:45

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og