Den uvildige pensionsrådgiver Jørgen Leschly Thorsted rådgiver dagligt seniorer.

Pensionsrådgiverens 3 bedste råd til seniorer

Har du lagt en plan for dit seniorliv? Se pensionsrådgiver Jørgen Leschly Thorsteds råd til, hvad du skal have med i planen.

Senest opdateret: mandag 27. juni 2022

Den uvildige pensionsrådgiver Jørgen Leschly Thorsteds erfaring er, at meget få seniorer har forberedt sig mentalt på seniorlivet.

”Alt for få får talt med deres partner eller nære relationer om deres drømme og planer. Men hvorfor egentligt ikke få lagt en plan for, hvad du vil bruge din tid og din formue på, når du stopper med at arbejde?” spørger pensionsrådgiveren.

Tænk på dig selv

Når du lægger din plan, skal du tænke på dig selv, mener Jørgen Leschly Thorsted:

”Vi er på mange måder formet af vores forældres oplevelse af at blive gammel. Dengang satte man en ære i, at der skulle være noget til de efterladte. I gamle dage var det vigtigt, at der var en arv til ens børn, men i dag bør man tænke på sig selv.

Glem, hvordan det var i oldefars tid. Tænk på jer selv. Jeres børn skal nok klare sig. Din formue og pension er sparet op, for at DU skal bruge den og have det godt.”

Pensionsrådgiveren giver her 3 gode råd til, hvordan du skal planlægge dit seniorliv. 

1. Få styr på, hvad du vil

Det første, du bør gøre, er at tænke over, hvad du vil bruge dine seniorår på. Hvad skal du bruge tiden på?

Vi har været vant til at sælge vores tid for penge, men nu er tiden vores egen. Hvad skal den bruges til?

Enlig

Måske er du alene og vil gerne fortsætte med at arbejde. Så kan du overveje, om du fortsat vil arbejde på fuld tid, eller om du kan gå ned i tid.

Når du ikke har en partner, kan du drøfte dine planer for dit seniorliv med andre nære relationer. For eksempel en god ven, dine børn, søskende eller andre familiemedlemmer.

Tænk over, hvem du vil bruge din tid sammen med. Hvem der er vigtige for dig. Måske er det nu, du skal opdyrke nye relationer, som har samme interesser som dig.

Par

Tag en snak om, hvornår I hver især tænker over at stoppe med at arbejde, og hvor I gerne vil bo.

Hvordan ønsker I at bruge jeres pension og eventuelle formue? I skal have en fælles holdning til lån og økonomi.

Det er vigtigt, at I har en fælles plan for jeres tilbagetrækning. En del bliver skilt, efter de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Når økonomien planlægges, skal du blandt andet tænke over, om planen holder, og om der er penge til ægtefællen, hvis den ene falder bort.

2. Få lagt en plan

Pengene til pension er sparet op, for at vi skal have det godt nu som pensionister. Men forkælelsen skal også være på en måde, så pengene rækker, hvis vi lever længe.

Tal om det, der ikke er så behageligt:

  • Hvor gamle tror vi, at vi bliver?
  • Hvor sundt lever vi?
  • Hvem skal have pengene, når en af os dør?
  • Hvordan vil vi gerne bruge de 10-15 gode pensionsår, vi får sammen?
  • Hvad skal vi bruge fritiden på? Børnebørn, frivillighed, rejser, hobby.
  • Er du enlig, skal du tænke over, hvem du kan bruge fritiden sammen med.
  • Hvad skal der ske med vores bolig og evt. sommerhus eller fritidsbolig?
  • Skal vi rejse? Hvor mange penge skal vi bruge på det hvert år? I hvor mange år?

Få lagt et budget. Hent rådgivning i din bank eller hos en uvildig pensionsrådgiver.

Pensionsplanlægning er for mange et forsømt område, hvor de ikke har en plan for, hvad der skal ske. Hvor de risikerer at snyde sig selv for offentlige ydelser, fordi de får pensionerne udbetalt i en uhensigtsmæssig rækkefølge.

3. Følg planen

 Når du har lagt din plan, bør du følge planen.

Følg dine drømme, og gør de ting, du drømmer om, mens du kan.

Brug din pension og formue fornuftigt på dig selv, men sørg også for, at der er nok til hele din levetid.

Bliv klogere med Penly.dk

Få hjælp af en uvildig pensionsrådgiver til at lave en pensionsplan og optimere din udbetaling, så du kan følge dine drømme, når du går på pension.

Den rette planlægning kan give dig op til 89.664 kroner ekstra om året i form af pensionstillæg.

 Tag et gratis online pensionstjek på Penly.dk

  1. Penly giver dig også mulighed for 15 minutters gratis og personlig gennemgang af din pension med en ekstern og uvildig rådgiver.
  2. Da Faglige Seniorer og Penly har et samarbejde, kan du spare cirka 25%, hvis du vil have efterfølgende rådgivning.

 

Først publiceret: mandag 20. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. juni 2022 kl. 11:15

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.