
Faglige Seniorer: Godt med fokus på hverdagsøkonomien – men flere skal med
Faglige Seniorer glæder sig over regeringens fokus på bedre hverdagsøkonomi for pensionister og seniorer. Nu skal ambitionerne omsættes til forbedringer, der kan mærkes hos dem, der har mindst.
Senest opdateret: tirsdag 6. oktober 2026
Regeringen lægger op til at hæve ydelsen på tidlig pension med godt 3.000 kr. om måneden før skat og give pensionister med de laveste indkomster 1.000 kr. mere om måneden. Samtidig ønsker regeringen at gøre fødevarer billigere gennem lavere moms og at udvide og forbedre det særlige beskæftigelsesfradrag for seniorer.
Det fremgår af regeringens lovkatalog, som blev offentliggjort i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens åbningstale tirsdag.
“Der er god grund til at glæde sig over, at regeringen prioriterer hverdagsøkonomien. For pensionister med små indtægter kan dyrere mad og en uventet tandlægeregning vælte budgettet. Danmark har en stærk økonomi, og det skal kunne mærkes hos dem, der har sværest ved at få pengene til at række,” siger Faglige Seniorers formand, Mette Kindberg.
Flere skal have forbedringer
Faglige Seniorer mener samtidig, at flere pensionister med beskedne opsparinger og små supplerende pensioner skal omfattes af forbedringerne.
“Vi ønsker at hæve formuegrænsen for ældrecheck og øge bundfradraget for blandt andet små pensionsindtægter. Mange har sparet lidt op gennem et langt arbejdsliv, men har stadig en stram økonomi. En beskeden opsparing eller en lille arbejdsmarkedspension bør ikke afskære dem fra den hjælp, de har brug for,” siger Mette Kindberg.
Bedre mulighed for at blive i job
Organisationen efterlyser også bedre muligheder for, at seniorer kan bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet efter tilbagetrækningen.
“Et bedre seniorfradrag er positivt. Men vi skal også hjælpe dem, der allerede er på efterløn, tidlig pension eller seniorpension, og som har lyst og kræfter til at arbejde nogle timer. Modregningen kan gøre gevinsten ved et deltidsjob alt for lille. Derfor foreslår vi et fripas til op til 15 timers arbejde om ugen uden modregning. Det vil give den enkelte større frihed og bedre økonomi og samtidig give arbejdspladserne adgang til erfarne medarbejdere,” siger Mette Kindberg.
Lavere moms skal slå igennem på priser
Faglige Seniorer understreger desuden, at en lavere fødevaremoms skal slå igennem på priserne i butikkerne.
“Besparelsen skal ende hos kunderne. For pensionister med små indtægter er det afgørende, hvad de betaler ved kassen. Vi forventer, at regeringens fokus på hverdagsøkonomien bliver fulgt op af konkrete forbedringer i finansloven for 2027. Retningen er god. Nu skal flere med,” siger Mette Kindberg.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Først publiceret: tirsdag 6. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 6. oktober 2026 kl. 15:34


