Et ældre ægtepar kigger på et dokument, mens de sammen arbejder på en bærbar computer for at gennemgå regeringens spareplan.

I dag skal arbejdsevnen vurderes at være højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job, Fremover skal det vurderes i forhold til alle typer job.

Regeringen vil spare 800 millioner på seniorpension: Det skal være sværere at få den

Nedslidte seniorer skal fremover have vurderet deres arbejdsevne i forhold til alle typer job – ikke kun deres seneste arbejde. Det kan gøre det sværere at få seniorpension. FH og fagforeninger: Drop forslaget.

Senest opdateret: torsdag 8. oktober 2026

Regeringen ønsker fra 2028 at spare et trecifret millionbeløb årligt på seniorpensionen, hvilket er med i regeringens finanslovsforslag, skriver Jyllands-Posten torsdag.

I dag kan nedslidte danskere komme på seniorpension seks år før deres folkepensionsalder, hvis de er så nedslidte, at deres arbejdsevne vurderes at være højst 15 timer om ugen.

Det skal i dag vurderes i forhold til deres seneste job, men fremover skal det vurderes i forhold til alle typer job, skriver Jyllands-Posten, der har set finanslovsforslaget.

Ifølge Finansministeriet kan det give en besparelse på 200 millioner kroner i 2028, mens besparelsen stiger til 800 millioner kroner i 2030.

Seniorpensionen blev lavet i 2019 af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale. Senere tilsluttede Socialdemokratiet sig også aftalen.

Dansk Folkeparti afviser

Ifølge Jyllands-Posten skal alle partier i forliget være enige om at lave ændringer i ordningen, hvis ændringerne skal træde i kraft på denne side af et folketingsvalg.

Dansk Folkeparti afviser at ændre i seniorpensionen.

“Vi kommer ikke til at skære på de nedslidte, når det, Mette Frederiksen (statsminister (S), red.) stillede danskerne i udsigt i valgkampen, var at give en mere værdig tilbagetrækning for dem med de længste arbejdsliv,” siger finansordfører Anders Vistisen (DF) til Jyllands-Posten.

FH: Rammer de mest nedslidte

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) kritiserer regeringens forslag, som ifølge FH-formand Morten Skov Christiansen vil ramme nogle af de mest udsatte og nedslidte lønmodtagere.

“De skal nu mødes af et system, hvor de skal igennem endnu flere jobprøvninger og lang sagsbehandlingstid. Det mener jeg ikke er rimeligt,” siger han til TV 2.

FH-formanden opfordrer regeringen til at droppe forslaget.

“Jeg forventer bestemt, at regeringen vil komme på bedre tanker og få det her element helt ud af den endelige finanslov,” siger Morten Skov Christiansen.

BUPL: Trækker tæppet væk under nedslidte pædagoger

Pædagogernes fagforening BUPL advarer om, at regeringens forslag vil ramme en faggruppe, hvor mange allerede er fysisk og psykisk nedslidte. I dag modtager 840 pædagoger seniorpension, mens kun 100 får Arne-pension.

“Jeg er både målløs og skuffet over, at vi har en regering, som taler om retfærdig tilbagetrækning, men som med et fingerknips markant vil forringe sikkerhedsnettet for alle de pædagoger, som efter et langt arbejdsliv er blevet nedslidte af at gå på arbejde,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Ifølge BUPL er hver fjerde pædagog over 60 år på en helbredsbetinget ydelse, og to ud af tre har forladt arbejdsmarkedet før pensionsalderen.

Dansk Sygeplejeråd: Dybt uretfærdigt

Dansk Sygeplejeråd advarer også mod regeringens planer om at stramme reglerne for seniorpension. Mere end 600 sygeplejersker har fået tilkendt seniorpension efter et langt arbejdsliv.

“Det er dybt uretfærdigt,” siger forkvinde Dorthe Boe Danbjørg.

“Det er mennesker, der har knoklet i vores sundhedsvæsen i årtier. De fortjener en tryg og værdig afslutning på arbejdslivet – ikke at blive sendt ud for at finde et nyt job i et helt andet fag,” siger hun.

Hun kritiserer samtidig, at regeringen vil forbedre Arne-pensionen, mens seniorpensionen risikerer at blive forringet.

Dansk Industri: Et godt skridt

Hos Dansk Industri er der begejstring over, at regeringen vil ændre i ordningen for seniorpension.

“Det er et virkelig godt skridt, at regeringen i forhold til seniorpensionsordningen nu vil vurdere arbejdsevnen til hele arbejdsmarkedet og ikke kun til den seneste stilling. Det styrker princippet om, at mennesker, der stadig kan bidrage på arbejdsmarkedet i en anden funktion, også får mulighed for det,” ” siger Søren Kryhlmand, viceadministrerende direktør i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Regeringen forbedre Arne-pensionen

Som allerede meldt ud i regeringsgrundlaget ønsker regeringen at forbedre retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, også kaldet Arne-pensionen, med cirka 3.000 kroner om måneden.

Lige nu er den maksimale sats for Arne-pensionen 15.650 kroner om måneden, men satsen vil fremover blive mere ligeværdig i forhold til satsen for seniorpensionen.

Arne-pensionen kan man blive tildelt, hvis man har været et bestemt antal år på arbejdsmarkedet.

Finansminister Peter Hummelgaard (S) fremlægger fredag regeringens forslag til næste års finanslov.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til regeringens udspil? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Fakta: Hvad er betingelserne for at få seniorpension i dag?

  • Du skal have højst 6 år til din folkepensionsalder.
  • Du skal have en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på 20-25 år.
  • Du skal have nedsat arbejdsevne og vurderes til maksimalt at kunne arbejde 15 timer om ugen.
  • Din arbejdsevne skal vurderes på grundlag af dine helbredsmæssige oplysninger og i forhold til dit seneste job.

Du skal ikke gennem arbejdsprøvning eller andre indsatser. Det betyder, at du ikke kan blive henvist til andre typer job. Er du for eksempel murer, som ikke kan arbejde mindst 15 timer om ugen som murer, kan du ikke blive henvist til et job i en butik.

Først publiceret: torsdag 8. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 8. oktober 2026 kl. 23:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form