
Venstre vil udvide seniorpension: Nedslidte skal kunne stoppe tidligere
Venstre foreslår at udvide seniorpensionen, så nedslidte lønmodtagere kan trække sig tilbage op til ni år før folkepensionsalderen. I dag er grænsen seks år.
Senest opdateret: fredag 13. marts 2026
Venstre vil give nedslidte danskere mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
Partiet foreslår at udvide seniorpensionen, så man kan tilkendes ordningen op til ni år før folkepensionsalderen. I dag kan seniorpension kun gives seks år før pensionsalderen.
“Jeg synes, at vi skal gøre bedre. Mit forslag er, at vi skal gøre den ordning bedre, så vi går op til ni år, så vi giver bedre vilkår for dem, der er nedslidte og har et akut behov for at forlade arbejdsmarkedet,” siger Troels Lund Poulsen.
Kan få seniorpension tidligere
Seniorpensionen er målrettet personer med væsentligt nedsat arbejdsevne, som ikke kan fortsætte i job frem til folkepensionsalderen.
Ordningen blev indført i 2020 og bruges i dag af over 30.000 danskere.
Hvis Venstres forslag bliver gennemført, vil flere kunne få adgang til ordningen tidligere.
Et eksempel er en 60-årig lønmodtager, der i dag først kan få seniorpension seks år før pensionsalderen. Med en forventet pensionsalder på 69 år vil det i dag være fra 63-årsalderen.
Med Venstres forslag vil den samme person kunne blive visiteret til seniorpension allerede som 60-årig.
Venstre vil ifølge partiets udspil afsætte omkring en milliard kroner årligt til at udvide ordningen.
Lægelig vurdering
Seniorpension gives efter en konkret vurdering af arbejdsevnen. En læge vurderer borgerens helbred, hvorefter kommunen tager stilling til, om betingelserne er opfyldt.
Ifølge Venstre viser erfaringerne, at mange på seniorpension kommer fra længere perioder med sygedagpenge, fleksjob eller anden offentlig forsørgelse.
Partiet mener derfor, at ordningen ikke trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, men giver en mere værdig ydelse til dem, der er reelt nedslidte.
Flere pensionsforslag i valgkampen
Forslaget fra Venstre kommer midt i en valgkamp, hvor flere partier fremlægger nye ideer til pensionssystemet.
Faglige Seniorer og folketingsvalget
Faglige Seniorers nyhedsbrev følger folketingsvalget med fokus på ældre- og seniorområdet. Læs artiklerne her
Socialdemokratiet har foreslået at hæve ydelsen på Arne-pensionen med 3.000 kroner om måneden og samtidig bremse stigningen i pensionsalderen fra 2045.
Moderaterne har foreslået en ny delpension, som de mest nedslidte kan få op til tre år før folkepensionsalderen.
Ifølge en ny undersøgelse for Gigtforeningen mener mere end tre ud af fire danskere, at det bør være helbredet – og ikke alene alderen – der afgør, om man kan trække sig tidligere tilbage.
Forslaget om en udvidet seniorpension vil først kunne gennemføres, hvis der efter valget er politisk flertal for ændringen.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Først publiceret: fredag 13. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 13. marts 2026 kl. 14:00
