De står uden strøm mandag morgen
Et strømsvigt har formentlig ramt hele Bornholm, lyder det fra forsyningsselskab.
Senest opdateret: mandag 10. oktober 2022
Bornholm er mandag morgen uden strøm.
Det bekræfter Bornholms Energi og Forsyning (Beof), der har startet sit beredskab.
“Vi oplever lige nu strømsvigt, og vi tror, at det gælder hele øen,” siger Klaus Vesløv, der står for kommunikationen ved Beof.
Meldingen kommer ved 08-tiden.
Det er Trefor Elnet Øst, der står for strømmen på Bornholm. Herfra lyder det på hjemmesiden, at der er problemer på øen fra morgenstunden.
“Som følge af driftsforstyrrelser på elnettet, så kan der opleves manglende elforsyning på hele Bornholm,” skriver selskabet.
Situationen betyder, at man lokalt hos Bornholms Energi og Forsyning tager sine forholdsregler.
“Vi er i gang med at starte vores beredskab op, så vi er klar, hvis det bliver nødvendigt,” siger Klaus Vesløv.
Det er uvist, hvad strømsvigtet skyldes.
Først publiceret: mandag 10. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 10. oktober 2022 kl. 14:28