Indsats mod svigt på plejehjem: Betal hvad det koster
TV-dokumentar om svigt på plejehjem var i fokus, da landsformand Ole Ibsen hold sin mundtlige beretning: "Jeg bliver sgu´ så trist".
Senest opdateret: mandag 24. oktober 2022
“Jeg bliver sgu’ så trist.”
Sådan lød det fra landsformand Ole Ibsen, da han i sin mundtilge beretning kommenterede TV 2’s dokumentar “Opråb fra plejehjemmet”, der viser alvorlige svigt på et plejehjem i Køge.
Læs nyheder fra kongressen
Faglige Seniorer holdt kongres mandag 24. og tirsdag 25. oktober i Nyborg.
Journalisterne og fotografen fra Faglige Seniorers nyhedsbrev dækkede stort og småt fra kongressen.
“De fleste beboere på et plejehjem har en demensdiagnose. Derfor er det virkelig forstemmende at se, at personalet ikke kan håndtere de udfordringer, der opstår. Og jeg er desværre ret sikker på, at man ville se tilsvarende situationer på mange andre plejehjem, hvis man overvågede dem i 28 dage. Det er et kæmpemæssigt ledelsessvigt,” lød det fra landsformanden.
Han understregede, at en ansvarlig ledelse skal gå mere konkret ind i sagerne, når beborere og pårørende klager.
“Desværre er det mange steder som at råbe i vinden.”
Klager skal tages alvorligt
Ole Ibsen gjorde opmærksom på, at Faglige Seniorer allerede efter sagen for to år tilbage om omsorgsvigt på plejehjemmet Kongsgaarden i Aarhus har stillet krav om et mere enkelt klage system.
“De pårørende må og skal have sikkerhed for, at deres klage bliver undersøgt og taget alvorligt, og at klagen ikke alene ender hos plejehjemmet ledelse eller i en skuffe på kommunekontoret. Derfor må vi stille krav om, at kommunerne tager helt anderledes fat. Der kan ikke være 98 forskellige måder at håndtere tingene på,” lød det fra Ole Ibsen.
Betal hvad det koster
Landsformanden slog samtidig fast, at politikerne må sørge for, at alle medarbejdere på plejehjemmene har den rigtige forståelse og uddannelse til at hjælpe de ældre med demens på en værdig måde.
“Og de må betale, hvad det koster. Det kan der ikke være to meninger om. Punktum.”
Først publiceret: mandag 24. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 24. oktober 2022 kl. 14:42