Der kan være mange årsager til, at et supermarked eller en anden fødevarevirksomhed har smidt madvarer ud. Under alle omstændigheder bør du ikke spise det.

8 advarsler: Derfor skal du ikke spise skraldemad

Den økonomiske krise har gjort det populært at hente kasserede fødevarer i supermarkedernes affaldscontainere. Men skraldemad udgør en sundhedsrisiko - og bør ikke spises, advarer Fødevarestyrelsen.

Senest opdateret: fredag 4. november 2022

Dårlig økonomi får flere til at rode i supermarkedernes containere for at finde fødevarer, der er smidt ud.

Er du blandt dem, der “skralder” mad – eller får mad, der er hentet i contianere – skal du tænke dig om. Fødevarestyrelsen advarer: Der kan være en sundhedsrisiko ved at spise dette madaffald.

“I fødevarelovgiv​ningen er der regler om, hvordan affald skal håndteres og opbevares i fødevarevirksomheder. Kasserede madvarer, der er smidt ud i affaldscontainere, er ikke længere fødevarer efter disse regler. Desuden ender madaffaldet i den samme container som alt andet affald som for eksmerpel papkasser og glasskår,” lyder det fra Fødevarestyrelsen.

8 advarsler om skraldemad

Der kan nemlig være mange årsager til, at et supermarked eller en anden fødevarevirksomhed har smidt madvarer ud. Blandt dem er:

1. Dato er udløbet

Sidste anvendelsesdato er overskredet, så varen er ulovlig både at sælge og give væk.

2. Ringe standard

Varen lever ikke længere op til butikkens standarder.

3. Varen er forurenet

Varen kan være blevet forurenet enten i butikken eller i affaldscontaineren med fx glasskår, eller fået en anden fysisk eller kemisk påvirkning, som man måske ikke umiddelbart kan se med det blotte øje.

4. Udgør sundhedsfare

Fødevarerne kan være trukket tilbage og kasseret på grund af sundhedsfare.

5. Sygdomsbakterier i kølevarer

Det kan være kølevarer, som har været uden for kølekæden, og som derfor er potentielt sundhedsfarlige. Der er en større risiko ved at skralde kølepligtige fødevarer som kød, fisk og mælk, fordi sygdomsbakterier som salmonella og campylobacter kan vokse ved temperaturer, der er højere end køleskabstemperaturer.

6. Snavs og dyr

Affaldet kan være forurenet af skadedyr, fugle, snavs fra omgivelser med videre.

7. Uegnet til at spise

Varen er på anden måde uegnet til at blive spist.

8. Tiltrækker skadedyr

Efterlader skraldere rester af det kasserede madaffald i containerområdet, er der risiko for at tiltrække skadedyr.

Genbrug før containeren

Fødevarestyrelsen oplyser, at den ​arbejder for, at der bliver mulighed for i højere grad at genbruge og indsamle mad, før det ender i containeren.

Du kan blandt andet i mange butikker se varer, der er tæt på sidste anvendelses-dato som er sat ned i pris.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Hvad mener du?

Hvad mener du om, at personer “skralder” mad fra supermarkeders og andre fødevarevirksomheders affaldsconainere?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: torsdag 3. november 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 4. november 2022 kl. 09:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og