Sådan holder du indbrudstyven væk fra dit hjem
I år vokser risikoen for indbrud på grund af energikrisen, når lyset dæmpes på veje og stier, og danskerne måske dropper lyskæderne omkring huset. Se tip til hvordan du kan holde tyven væk og forebygger indbrud med app på din telefon.
Senest opdateret: onsdag 16. november 2022
Nu er pandemien ovre, og indbrudstyvene er ved at vende tilbage.
Det Kriminalpræventive Råd forventer en stigning i antallet af indbrud i slutningen af året og ved juletid i forhold til de seneste par år.
Hold tyven væk med app
I appen Nabohjælp får du mulighed for at:
- Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere
- Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
- Arrangere feriehjælp
- Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget
Appen kan downloades i App Store eller eller i Google Play
I år vokser risikoen for indbrud på grund af energikrisen, når lyset dæmpes på veje og stier, og danskerne måske dropper lyskæderne omkring huset.
Derfor er det vigtigt at være synlig i nabolaget og holde øje med hinandens hjem, lyder det fra Nabohjælp.
Nabohjælp er etableret af Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, der gennem organiserede nabofællesskaber øger fokus på lokal indbrudssikring.
Nabovenner giver gode råd
“Nabohjælp er enkelt og effektivt. Tyvens værste mareridt er at blive set – og hvis det sker, er der en stor chance stor for, at han opgiver sit ærinde. Derfor opfordrer jeg og andre Nabovenner til, at du er synlig i nabolaget, holder øje med naboernes hjem og hilser på dem, du møder,” siger Lars Joost fra Haderslev.
Han er en af de omkring 900 lokale “Nabovenner”, der har meldt sig under fanerne til at gå forrest og aktivere nabohjælpen lokalt ved at sprede gode råd om indbrudsforebyggelse i deres nabolag.
Her kommer tyven
Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud, og med 245.000 aktive nabohjælpere i Danmark er der gode forudsætninger for at gøre livet så svært som muligt for indbrudstyvene.
Når der sker indbrud, er det oftest i det mørke halvår i weekenden fredag og lørdag. Den mest almindelige måde tyven kommer ind i boligen er gennem vinduer og terrassedøre.
Boliger med med sensorstyret, udendørs belysning har tre gange færre indbrud end boliger uden indbrudssikring.
Sidste år blev der anmeldt 4.424 indbrud. De seneste år er antallet af indbrud faldet markant. I 2015 var tallet 9.596
Forebyg indbrud
Her er Nabovennens bedste råd til at forebygge indbrud:
- Vær synlig i nabolaget, og hils på dem du møder, også dem, du ikke kender.
- Advar nabolaget om indbrud og indbrudsforsøg i Nabohjælps app.
- Brug feriehjælpsfunktionen i Nabohjælps app, når huset skal være alene hjemme.
- Sæt sensorstyret lys op udendørs.
- Klip hækken, så din nabo kan se, hvis tyven er på spil.
Har du været udsat for indbrud?
Hvad er dine råd?
Hvad er dine tip og råd til at forebygge indbrud? Del gerne med andre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 16. november 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. november 2022 kl. 11:20