Flere kan få ældrecheck i 2023.

Ældrecheck 2023: Se om du kan få den

Flere kan få ældrecheck i 2023. Se regler og formuegrænse her.

Senest opdateret: tirsdag 22. november 2022

Ældrecheck 2023: Højst 19.200 kroner.

Formuegrænse for likvid formue 2023: Højst 95.800 kroner.

Ældrechecken udbetales i sammen med folkepensionen i slutningen af januar.

Hvem kan få ældrecheck?

For at få ældrecheck skal din formue være under formuegrænsen på 95.800 kroner og din personlige tillægsprocent højere end 0.

Du skal opfylde betingelserne for folkepension inden 1. januar i udbetalingsåret. Det vil blandt andet sige, at du skal være nået din folkepensionsalder inden 1. januar 2023, hvis du skal have ældrecheck i 2023.

Hvor meget kan jeg få i ældrecheck?

Størrelsen af din ældrecheck afhænger af din personlige tillægsprocent.

Er din personlige tillægsprocent 100 og din likvide formue under 95.800 kroner (2023), har du ret til den fulde ydelse på 19.200 kroner (2023). Er din personlige tillægsprocent for eksempel 25, har du ret til en ydelse på 4.800 kroner (25 % af 19.200 kroner (2023)).

Formue og ældrecheck

Din likvide formue opgøres hvert år 1. januar.

Første gang du skal have ældrecheck, skal du oplyse Udbetaling Danmark om din formue.

Du vil herefter automatisk få udbetalt ældrechecken, hvis du opfylder betingelserne.

Formuegrænsen er 95.800 kroner (2023) for en enlig og 95.800 kroner (2023) tilsammen for et ægtepar.

Hvis du når over formuegrænsen for pensionister, kan du ikke få ældrecheck

Likvid formue

Din likvide formue opgøres hvert år den  1. januar.

Når man skal opgøre din formue, kigger man på:

  • Hvor meget du har stående på din bankkonto.
  • Hvad du har af kontanter (kontant beholdning).
  • Værdien af aktier, obligationer, investeringsbeviser og andre værdipapirer.
  • Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom.

Det kaldes samlet din likvide formue.

Dette tæller IKKE med i din likvide formue:

  • Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom.
  • Fast ejendom.
  • Bil, campingvogn m.v.
  • Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke.
  • Erstatning for ulykke eller sygdom
  • Opsparing hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmarkedspension, aldersopsparing og lignende pensionsordninger.

Kommer der en ekstra ældrecheck i 2023?

Der kommer en ekstra  ældrecheck på 2.500 kroner i januar 2023.

I forbindelse med valgkampen foreslog statsminister Mette Frederiksen, at der skal udbetales en ekstra ældrecheck til de svagest stillede pensionister på i alt 5.000 kroner, som skulle komme til udbetaling  fordelt over 2023 og 2024.

På grund af de igangværende regeringsforhandlinger ved vi ikke, om dette forslag vil blive behandlet i Folketinget og eventuelt vedtaget ved lov. Vi må formode, at det kan være en del af regeringsforhandlingerne.

Lige nu er det altså ikke besluttet, at der skal udbetales en ekstra ældrecheck. 

Flere kan få ældrecheck i 2023

Fra 1. januar 2023 er det slut med modregning af ægtefælle og samlevers lønindtægt i folkepensionen.

Det påvirker også den personlige tillægsprocent, og dermed vil flere folkepensionister få ældrecheck i 2023.

Eksempel

Eva og  Arno er gift.

Eva er i job og tjener 400.000 kroner om året.

Arno er folkepensionist og har indtægt fra ATP og får 60.000 kroner om året fra sin arbejdsmarkedspension.

Familien har en samlet likvid formue på 80.000 kroner.

I dag påvirker Evas indtægt Arnos personlige tillægsprocent, som er 0. Arno har ikke ret til ældrecheck.

Fra 1. januar 2023 vil Arnos personlige tillægsprocent blive 100. Det betyder, at han kan få ældrecheck, og at hans pensionstillæg vil blive betalt fuldt ud.

Spørg socialrådgiveren om ældrecheck og tillæg

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om folkepension, ældrecheck, tillæg, modregning og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

 

 

Først publiceret: tirsdag 22. november 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. november 2022 kl. 15:01

Se, hvad vi ellers skriver om: