Finans-nedtur: Se om du får mere eller mindre udbetalt i pension
Pensionsselskaberne har i 2022 tabt milliarder på investeringer, og det koster for pensionskunderne. Men et forventet større afkast i fremtiden betyder, at nogle selskaber øger udbetalingerne allerede næste år.
Senest opdateret: mandag 23. januar 2023
De danske pensionsselskaber har tabt mange penge i 2022. Afkastet svinger typisk mellem minus 4 % og minus 13 %.
Det betyder, at mange kunder har fået besked om – eller snart modtager besked om – at de får mindre udbetalt hver måned i 2023.
Det gælder for de ordninger, som er placeret i det, der kaldes markedsrente. Her mærker kunderne selv straks, om der er tjent eller tabt penge.
Men nogle selskaber med markedsrente ændrer ikke på udbetalingerne i 2023 eller forhøjer dem måske ligefrem. Det gør de ved at bruge udjævningsmekanismer.
De regner med, at der kommer positivt afkast de kommende år, og det forventede overskud indregner de, sådan at kunderne stilles bedre her og nu.
Ændrede meldinger
For eksempel har pensionsselskabet PFA tidligere varslet, at kunder kunne regne med 4-6 % nedgang i de månedlige udbetalinger. Men nu melder selskabet om, at ydelserne i gennemsnit vil stige med 1,7 %.
Årsagen til ændringen er blandt andet, at Rådet for Afkastforventninger i efteråret er kommet med nye prognoser. Rådet mener, at værdipapirer i 2023 og fremover kan komme til at give et større afkast end hidtil ventet. Desuden gav værdipapirerne et godt afkast i oktober i år.
Rådet for Afkastforventninger er nedsat af pensionsselskabernes organisation, Forsikring & Pension, og af pengeinstitutternes organisation, Finans Danmark. Det består af tre uafhængige eksperter.
LÆS: Rådet for Afkastforventningernes nye forventninger (pdf)
Forskel på kunderne
I PFA og andre selskaber er der forskelle på kunderne. Selv om udbetalingerne i gennemsnit stiger, så er der også kunder, som får mindre udbetalt. Hos PFA er det navnlig kunder med få år tilbage af deres udbetaling, som skal regne med at modtage mindre.
Til gengæld kan kunder, som er kortere inde i pensionisttilværelse, regne med en større udbetaling end 1,7 %. I beregningerne indgår også forventet levetid.
Det er navnlig obligationer, som nu ventes at kunne give større afkast. De er faldet meget i kurs i 2022, og dermed er den effektive rente på dem steget.
LÆS: Mere fra Rådet for Afkastforventninger
Uændret hos ATP
Danskernes fælles arbejdsmarkedspension, ATP, har også tabt rigtig mange milliarder i 2022. Men udbetalingerne til den enkelte pensionist ændrer sig ikke, meddeler selskabet.
Flere og flere pensionister får penge fra ATP. Derfor vil de samlede udbetalinger sætte rekord næste år.
Andre selskaber
Sampension beregner først i januar, hvor store udbetalingerne til pensionister bliver i 2023. Det afhænger blandt andet også af, hvordan kurserne udvikler sig på værdipapirer her i december. Desuden indgår det, der kaldes beregningsrenten. Men en del kunder med opsparing i markedsrente skal forberede sig på, at pensionen bliver lavere, melder selskabet.
Danica oplyser, at størstedelen af kunder med pension baseret på markedsrente vil opleve ”et mindre fald” i deres udbetaling i 2023. Men faldet i udbetalinger bliver mindre, end hvad det negative afkast kunne føre til. Det skyldes, at Danica også indregner forventede større afkast i fremtiden.
PensionDanmark fortæller, at udbetalinger reguleres op med i snit 3,8 %. Ni ud af hver ti vil få stigende eller uændrede udbetalinger. PensionDanmark har også haft negativt afkast i år, men har en udjævningsmekanisme.
Industriens Pension oplyser, at den altovervejende del af pensionisterne med markedsrente vil få opreguleret udbetalinger med mellem 1 og 3 %. Selskabet har ligesom alle andre tabt på sine investeringer i år, men en udjævningsmekanisme gør, at det negative afkast i første omgang dækkes af de fremtidige forventede stigninger.
Pensionsselskabet Velliv oplyser, at den først fastsætter udbetalinger umiddelbart inden jul. Velliv har ifølge opgørelser haft betydelige negative afkast i 2023.
Pensionskassen PKA for blandt andre sygeplejersker benytter sig ikke af egentlig markedsrente, men derimod hvad der kaldes gennemsnitsrente, og det udligner stigninger og fald i udbetalinger. PKA øger i 2023 kontorenten fra 5 % til 6 %, og det betyder blandt andet, at medlemmerne får større forrentning, hvis de sparer ekstra op til pension.
Så meget har selskaberne tabt
Først publiceret: tirsdag 20. december 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:44